Udviklingsprojektet "Den grønne model - Best practice for energi- og helhedsrenoveringer i den almene sektor" skal omsætte erfaringer med energirenoveringer til en vejledende håndbog, der viser vejen for proces og finansiering af energirenovering til alle landets almene boligorganisationer.
Håndbogen kommer både til at samle energirenoveringens komplekse projekt- og finansieringsprocesser til håndgribelige løsninger og skal klæde beslutningstagerne i den almene boligsektor på til at integrere energioptimering i helhedsrenoveringer. Og netop dét gør tiltaget nytænkende. Med ’Den grønne model - Best practice for energi- og helhedsrenoveringer i den almene sektor’ bliver et stigende behov for klar og brugbar vejledning nu dækket, når det kommer til energirenovering.
Planlov og lokalplaner - nye ændringer og muligheder. Kurset afholdes den 20. april 2023.
- Der mangler i dag en gennemgribende proces- og finansieringsvejledning, som boligorganisationerne kan læne sig op ad. Når man har den nødvendige viden tilgængelig, kan man opnå meget store gevinster for både beboere og boligorganisationer, siger Niklas Jarnit, sekretariatsleder i AlmenNet.
Der er et stort behov for at sætte skub i den grønne omstilling i den almene sektor og for i fællesskab at sikre, at der gennemføres flere energirenoveringer. Energirenoveringer er et helt centralt element i en ambitiøs grøn omstilling af den almene sektor, og samtidig kan effektiviseringerne også medvirke til en mere afdæmpet stigning i den samlede boligudgift, hvilket vil bidrage positivt til bekæmpelsen af energifattigdom.
- I Danmark kan vi fjerne op til 8 procent af vores CO2-udslip ved at energirenovere ejendomsmassen. Ud over en grønnere fremtid, bidrager energirenoveringer til en øget kvalitet af vores boligmiljøer, mere tryghed i boligøkonomien og et sundere indeklima. Den almene boligsektor udgør 1/4 af den samlede boligmasse og er derfor en uhyre vigtig del af denne transformation, udtaler Christian Niepoort, administrerende direktør i Sustain.
De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. Kurset afholdes den 2. maj 2023.
Energirenoveringer af større ejendomme, for eksempel almene boligafdelinger, skal som regel foretages i forbindelse med en forestående helhedsrenovering, hvor energioptimering ikke automatisk inkluderes i projektet. Med boligaftalen fra 2020 blev der igangsat renoveringer af cirka 72.000 almene boliger i perioden 2020 – 2026.
- Boligorganisationerne har en unik mulighed i disse år. Derfor er det vigtigt, at boligorganisationerne har de bedste kort på hånden, når energirenoveringer og helhedsplaner skal tænkes sammen, siger Mikkel Jungshoved, teknisk konsulent i BL – Danmarks Almene Boliger.
Med i projektet er AlmenNet (projektejer), Sustain, BL - Danmarks Almene Boliger, Landsbyggefonden, Boligselskabet Sjælland, Boligkontoret Danmark, FA09, FOB, Salus, Danmarks Eksport- og Investeringsfond, Synergi og Build (Aalborg Universitet). Projektet er støttet af den filantropiske forening Realdania.
Fakta
- I en analyse beregnede Deloitte for Boligministeriet (2019) et energirenoveringsefterslæb på 14-17 milliarder kr. i den almene sektor.
- I perioden 2020 – 2026 renoveres over 72.000 almene boliger.
- Realdania støtter projektet med 2,87 millioner kr.
- Projektet samler viden og erfaring om finansieringsmæssige, tekniske, juridiske og processuelle hensyn i forbindelse med energirenoveringer i den almene boligsektor.
- Projektet forventes afsluttet ved udgangen af 2024.