Den tidligere Gehl-partner Camilla van Deurs bliver ny stadsarkitekt i København.

København udvikler sig i rivende hast, og hvis byen fortsat skal være en af verdens bedste byer at leve i, er det afgørende, at byudviklingen planlægges og udføres med fokus på mobilitet, klima og bæredygtighed. Til at styrke det arbejde har Teknik- og Miljøforvaltningen ansat arkitekt Camilla van Deurs som kommunens nye stadsarkitekt.

Camilla van Deurs kommer fra arkitektfirmaet Gehl, hvor hun igennem 11 år har arbejdet med bystrategier, byrumsdesign, masterplaner, borgerinddragelse og lokalplaner over hele verden. Endvidere har hun en baggrund som forsker og underviser.

- Camillas faglige profil matcher på fornem vis visionerne i kommunens arkitekturpolitik og vores byudviklingsstrategi ”Fællesskab København”. Begge dele handler om at udvikle attraktive byrum og nye byområder i samskabelse med borgerne og med et øget fokus på grønne løsninger. Hendes solide faglige fundament og erfaring fra både Danmark og udlandet bliver vigtige inspirationskilder, når vi skal udvikle helhedsløsninger, hvor arkitektur, klimaudfordringer, mobilitet og ressourcegenanvendelse skal spille sammen inden for de økonomiske rammer, som vi har i København, siger vicedirektør Karsten Biering Nielsen fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

I København er det stadsarkitektens rolle at rådgive kommunens politikere og forvaltninger om byudvikling, planlægning og arkitektur, ligesom stadsarkitekten har en betydelig kommunikationsopgave både i forhold til den hjemlige debat og ved at være Københavns stemme i internationale sammenhænge.

NB! København: De store projekter. Konferencen afholdes d. 10. september 2019.

Samtidig skal stadsarkitekten bidrage til at løfte de faglige kompetencer internt i kommunen bl.a. via faglige fora, workshops og debatarrangementer. Stadsarkitekten har således ikke selv beslutningskompence, men er en vigtig aktør i forhold til at kvalificere den faglige rådgivning af politikerne og hernæst at få understøttet og eksekveret de politiske beslutninger og strategier for, hvordan der opnås en god balance i den fremtidige byudvikling. Netop denne balance lægger Camilla van Deurs også selv vægt på:

- København ekspanderer jo voldsomt, og der er et enormt pres på byggeriet og boligmarkedet. I den sammenhæng er jeg ligesom politikerne i København optaget af helhedsperspektivet. De nye bydele må ikke lukke sig om sig selv, men skal være åbne og tilgængelige for resten af byen. Det er vigtigt, at man også tænker for eksempel folkeskoler, institutioner og ældreboliger ind i de nye byområder, og der skal være god plads til de rekreative områder, siger Camilla van Deurs.

Camilla van Deurs tiltræder stillingen 1. februar 2019. Hun afløser Tina Saaby Madsen, der har haft posten som stadsarkitekt de seneste 8 år, men fratrådte ved årsskiftet efter udløbet af sin åremålsansættelse.

Fakta om Camilla van Deur
Camilla van Deurs er 42 år, gift og har to børn på 11 og 14 år. Hun har en Master of Architecture fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2002 og har skrevet PhD om ”Udformning og brug af uderum i nyere dansk boligbyggeri” fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2010.

Hun har været ansat hos Gehl fra 2008 og været partner fra 2013. Hun har arbejdet med byanalyser og -strategier (i bl.a. London, Bath, Singapore, Oslo, Malmø, Sydney og New York), masterplaner og lokalplaner (bl.a. Toronto, Aarhus Ø, Bristol, Bergen, Mexico City, Valby og Postgrunden KBH) samt byrumsdesign og landskab (bl.a. Tivoli, Grønningen, Lyon, West Palm Beach, Aarhus og Helsinki).

Københavns Kommunes arkitekturpolitik 2017-2025 ”Arkitektur for mennesker” har fokus på at tænke byliv før byrum og byrum før bygninger.

Arkitekturpolitikken afspejler visionen for teknik- og miljøområdet ”Fællesskab København”, som løber frem til 2025. Fællesskab København er en åben invitation til alle om at tage aktivt del i byens udvikling - til at skabe en levende by, en by med kant og en ansvarlig by.


Relaterede konferencer

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Den nye Planlov KURSUS

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS