NREP opnåede i 2020 sin hidtil højeste omsætning, bedste resultat og rejste samtidig Nordens største ejendomsfond NSF IV på 14 milliarder kr.

Investeringer i nye systemer og flere end 100 nye medarbejdere skal understøtte udrulningen af nye, kundeorienterede ejendomskoncepter og fortsat vækst. Ved udgangen af 2020 havde NREP knap 52,8 milliarder kr. under forvaltning.

I 2020 opnåede NREP en omsætning på 525 mio. kr. og et overskud på 90 mio. kr. (50 mio. kr.). Dette er det bedste finansielle resultat, siden virksomheden blev grundlagt i 2005. Baggrunden er bl.a., at NREP rejser flere penge i sine ejendomsfonde.

”Vi har haft et meget tilfredsstillende 2020, men de finansielle tal er kun toppen af isbjerget. Det centrale for os er udviklingen i den underliggende forretning, hvor vi for alvor investerede i fremtidens vækst ved at sætte nye ejendomskoncepter i markedet samt ansætte flere end 100 nye medarbejdere,” siger Henrik Skak Bender, COO, NREP, og uddyber:

”Ejendomsbranchen har et stort uforløst potentiale, når det gælder bæredygtighed og kundefokus, og vi er overbeviste om, at vi kan udvikle ejendomme og relaterede virksomheder, som kan skabe langsigtet værdi for alle interessenter, dvs. kunder, lejere, investorer, lokalsamfund og det bredere samfund.”

NREP havde ved årsskiftet 298 ansatte (180), som bl.a. udvikler og driver skræddersyede ejendomskoncepter til en bred vifte af kundesegmenter. De vigtigste er inden for beboelse, logistik, plejehjem, kontorer og teknologi til fast ejendom.

”Vi er kun begyndt at kradse i overfladen på, hvad disse koncepter kan for vores kunder og for samfundet. I 2020 åbnede vi eksempelvis vores første bæredygtige bofællesskaber, vores første friplejehjem og vores første kontorejendom i Danmark. Senere i år åbner vi vores første kollegium, og vi udvikler små 10.000 nye boliger i København. Det kræver flere medarbejdere, når disse koncepter bliver operationelle, og det er en investering i fremtidens vækst,” siger Henrik Skak Bender.

I 2020 fortsatte NREP udviklingen af bæredygtige, skalerbare løsninger, herunder geotermisk opvarmning til større logistikfaciliteter samt installation af Nordens største system af solpaneler på industrielle tage (svarende til ni fodboldbaner) i Sverige. Fyrtårnsprojekter som UN17 Village i Ørestad, et byggeri der omfatter alle 17 verdensmål, illustrerer herudover visionen om at drive branchens bæredygtige dagsorden fremad.

2020 var også året, hvor Novo Holdings, som den første eksterne investor, købte sig ind i NREP og opnåede en ejerandel på 25 procent mod en investering på et trecifret millionbeløb i kroner som en yderligere vækstindsprøjtning.

NREP overtog i maj 2021 administration og udvikling af Dades’ 100 ejendomme til en værdi af 25 milliarder kr., så værdien af den samlede ejendomsportefølje nu overstiger 75 milliarder kr.

NREP har nu flere end 400 ansatte (ultimo 2020: 298; 2019: 180; 2018: 119; 2017: 76).

Inden for seneste 12 måneder har NREP rejst godt 20 milliarder kr. til ejendomsinvestering og ejendomsudvikling, fordelt på: 14 milliarder kr. i den nordiske ejendomsfond ’NSF IV’, 6,7 milliarder kr. i ejendomsfonden ’NREP Income+ (NIP)’ og senest 1 milliard kr. i venturefonden ’2150’ med fokus på teknologivirksomheder, som kan bidrage til at reducere byggeriets klimapåvirkning.

NREP har netop foretaget sine to første ejendomsinvesteringer i Polen – virksomhedens første i en ekspansion ind i det nordeuropæiske marked. Forventningen er at have investeringer for op imod 3,5 milliarder kr. i Polen ved årets udgang samt 8-10 ansatte lokalt.


Relaterede konferencer

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Ungdomsboliger på et modent marked

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Ny udbudslov KURSUS

Den nye Planlov KURSUS

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter