Det seneste år er andelen af tomme butikker steget mærkbart i Østsjælland, viser nye tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Nethandel, presset økonomi og mere kræsne lejere er nogle af forklaringerne, og så klarer Køge sig bedre end Roskilde, siger to lokale mæglere.

I Østsjælland stod 8,5 procent af butikslokalerne tomme ved indgangen til 3. kvartal – en stigning på 1,9 procentpoint fra et år tidligere og dermed den største stigning i hele landet. Det viser dugfriske tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

- 39.000 kvm butikslokaler stod ledige i områdets fem kommuner – en forøgelse fra 30.300 kvm et år tidligere. Og med 8,5 procent ledige butikslokaler har Østsjælland en markant højere andel af ledige butikslokaler end landsgennemsnittet på 6,4 procent, siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er lidt over 1.700 lokaler til detailhandel og spisesteder aktuelt udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk. 50 af dem ligger i Østsjælland, flest i Roskilde med 26 og Køge med 16. I Greve, Lejre og Solrød var der tilsammen udbudt 8 lokaler.

- Detailhandlen er hårdt presset af nettet, og nogle af de lukkede butikker bliver i stedet benyttet som kaffebarer eller cafeer. Vi ser også, at store kæder nøjes med færre butikker, for eksempel har en sportskæde i Roskilde gået fra 2 forretninger til en enkelt, og kæder med 2-3 butikker i samme by vil nok lukke 1-2 af dem, fordi nethandlen vinder mere og mere frem, siger Torben Engholm, indehaver af Home Erhverv Roskilde.

Lejerne kan også tillade sig at være mere kræsne, påpeger en kollega.

NB! Co-working: Kontorhoteller og kontorfællesskaber. Konferencen afholdes d. 4. december 2019.

- Konkurrencen fra nethandel presser indtjeningen, og derfor er butikkerne nødt til at optimere salget. Det er blevet sværere at udleje lokaler i sidegaderne, og det samme gælder ”skæve” lejemål med dybe eller mørke lokaler. Vi oplever lidt af et sceneskift med krav om både god beliggenhed og rigtig indretning. Inden for dagligvarer har vi set, at flere store kæder har lukket butikker i mindre lokaler, hvor der ikke var nok plads til alle de varer, som bliver ført i dag, siger John Borrisholt, regionsdirektør for EDC Erhverv Poul Erik Bech Sjælland med afdelinger i blandt andet Roskilde og Køge.

Netop de 2 købstæder er de store handelsbyer i Østsjælland, og Køge klarer sig bedst.

- Vi ser en del tomme lejemål selv på gågaden i Roskilde, mens Køge altid var været en god handelsby i kraft af sit store opland, påpeger John Borrisholt.

De 2 mæglere fremhæver desuden, at der hersker optimisme i den lokale detailhandel i Køge i kraft af store projekter som supersygehuset, den nye Køge Nord-station, byudviklingen med Køge Kyst og Køge Nord samt det store transportcenter, som har udvidet flere gange.

John Borrisholt påpeger, at ledige butikslokaler i nogle tilfælde kan moderniseres, ombygges eller lægges sammen med andre lokaler. Også nye formål kan komme på tale, afhængig af beliggenheden, for eksempel boliger, klinikker eller liberalt erhverv, men her oplever mæglerfirmaet stor forskel på velviljen på det lokale rådhus, særligt vedrørende tomme butikslokaler i gågaderne.

Østsjælland har i alt 458.900 kvm butikslokaler ifølge Ejendomstorvet.dk’s statistikker.


Relaterede konferencer

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter