Flere års opsving har betydet så stor efterspørgsel på lagerhaller, logistikejendomme og fabrikshaller i Vestjylland, at tomgangen ikke har været lavere siden april 2008.

De 8 kommuner i Vestjylland har ikke haft så få ledige lager- og produktionslokaler i næsten 11 år, viser tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Opsvinget har ifølge 2 erhvervsmæglere både betydet, at landsdelens virksomheder udvider, og at firmaer udefra jagter lokaler i området.

- Da tomgangen toppede, i midten af 2013, stod 4,6 procent af lager- og produktionslokalerne i området tomme, og det var højere end på landsplan. Men siden er der kommet liv og aktivitet i flere lokaler kvartal for kvartal. Ved indgangen til 2019 er tomgangen nede på 1,7 procent, og det er både lavere end landsgennemsnittet og det laveste i mere end 10 år. Blandt de 9 landsdele, vi løbende følger, har kun Nordjylland og Fyn lavere tomgang lige nu, siger Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig i Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er lige godt 1.500 lager- og produktionslokaler udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk. 115 af dem ligger i Vestjylland, flest har Herning og Viborg kommuner med 29 og 24. Derefter kommer Ikast-Brande med 19, Ringkøbing-Skjern med 14, Holstebro med 13 og Skive med 9. I Lemvig og Struer kommuner er det aktuelle udbud mere begrænset med blot 5 henholdsvis 2 lokaler.

NB! Herning: De store projekter. Konferencen afholdes d. 8. maj 2019.

Før finanskrisen var tomgangen for lager- og produktionslokaler i de 8 vestjyske kommuner under ét helt nede omkring 1,5 procent, men blev 3-doblet i løbet af kun 3 år. Fra 2013 begyndte virksomhederne igen at få medvind og efterspørge mere plads, og især gennem det seneste år er der blevet længere mellem de ledige lokaler. Ikke mindst logistik- og lagerlokaler bliver nærmest revet ned fra hylderne hos erhvervsmæglerne i landsdelen.

- Der er stor efterspørgsel på alle typer lagerlokaler på nær lokaler med lavt loft; virksomhederne vil helst have 6-10 meter i højden. Geografisk oplever vi især stor interesse for de større byer som Herning, Holstebro, Ringkøbing, Struer, Lemvig og Skive, mens det tager lidt længere tid i de mindre byer. Det er en blanding af lokale virksomheder, der har brug for mere plads, og virksomheder fra for eksempel Østjylland, Sydjylland og Storkøbenhavn, som vil åbne en ekstra afdeling i vores område, siger erhvervsmægler Poul Lundorff fra EDC Erhverv Herning på Østergade.

Også Nordicals – det tidligere Nybolig Erhverv – kan registrere, at den lokale efterspørgsel bliver suppleret af øget interesse udefra.

- Vi er for eksempel ved at hjælpe en tysk virksomhed med at finde lokaler, og da sidste etape af motorvejen mellem Aarhus og Herning åbnede for godt 2 år siden, kunne vi mærke, at flere firmaer i Aarhus begyndte at se på lokaler i området. Branchemæssigt er det meget bredt, og vi oplever mange lokale virksomheder, der udvider og måske søger en lokation nummer 2 eller 3. For eksempel gennemførte vi sidste år 3 store udlejninger på i alt 10.000 kvm i Ikast, siger Pauli Bach, partner i Nordicals, der fra Dalgas Plads i Herning dækker Midt- og Vestjylland.

De 8 vestjyske kommuner har knap 13 procent af landets lager- og produktionslokaler – det svarer til 13 millioner kvm. Af dem var 219.000 kvm udbudt til leje eller salg indgangen til 2019 – et fald på 80.000 kvm på et enkelt år. Samlet har Jylland 60 procent af alle lager- og produktionslokaler i hele landet.


Relaterede konferencer

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Boligudvikling i Jylland

Boligudvikling i København frem til 2030

Ungdomsboliger på et modent marked

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Stormflodssikring af by- og landområder

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne