En lejlighed i Hellerup er prissat til 25 millioner kr. Det gør den til den dyreste etagebolig, som nogensinde er udbudt offentligt i Hellerup og den 3. dyreste udbudte lejlighed nogensinde på det danske boligmarked.

Hellerup har stået lidt i skyggen af storebror København på markedet for hammerdyre lejligheder, men nu rykker den nordlige velhaverforstad ifølge boligsiden Boliga ind på listen med et brag. Det sker med udbuddet af en eksklusiv lejlighed på Hans Bekkevolds Allé ved Tuborg Havn, hvor nogle af  danmarkshistoriens største lejlighedssalg har fundet sted.

Salgsrekorden på lejlighedsmarkedet blev sat i 2008, da en 219 kvm stor penthouselejlighed i Tuborg Havnepark blev handlet til en sum af 24,65 millioner kr., men den rekord står måske for fald, hvis det lykkes sælgeren af Hellerups nye juvel på boligmarkedet at opnå udbudsprisen på 25 millioner kr.

Af den grund er det også en begrænset køberskare, som er i spil til at købe lejligheden, siger ejendomsmægleren bag udbuddet, Henrik Rebner fra Home Charlottenlund Klampenborg.

- Der er måske 2 snese, der både har økonomisk mulighed og netop ønsker sådan en liebhaverlejlighed. Jeg tror, den bliver solgt til et ægtepar, der ikke ønsker at bo i et stort hus, men gerne vil have en lidt lettere hverdag og samtidig have adgang til Øresund. Det er ikke børnefamilier, vi kigger efter, siger Henrik Rebner til Boliga.

I løbet af de seneste år er der blevet sat flere lejligheder til salg for mere end 20 millioner kr., men trods de høje priser - især i hovedstadsområdet - er der langt til prisniveauet i andre europæiske hovedstæder.

I Stockholm blev der i 2016 solgt en ejerlejlighed til 83 millioner kr., men priser i den klasse får vi næppe herhjemme, mener Henrik Rebner.

- Markedet bevæger sig opad, men i et helt andet tempo. Det er ikke lige så hot at bo i København som i Stockholm eller London, for der er det danske liebhavermarked ikke stort nok i sammenligning med resten af Europa, siger han.

For pengene får den kommende køber blandt andet 262 kvm bolig med udsigt over Øresund og med privat terrasse på 339 kvm på 3 sider rundt om lejligheden.

Boligen ligger i den nordligste del af Tuborg-området og har privat parkeringsplads i kælderen, gæsteparkering foran ejendommen, et stort kælderrum på 40 kvm og sikkerhedsanlæg med video

Indenfor er der blandt andet en stor entré, spisestue med franske fløjdøre, opholdsstue med brændeovn og udsigt over Øresund og 2 rummelige soveværelser, begge med privat badeværelse.

Året er startet flot på markedet for de dyreste lejligheder. I januar 2016 købte den tidligere FC Nordsjælland-ejer Allan K. Pedersen en lejlighed på Esplanaden i København for 20 millioner kr. En pris, der ifølge Boliga indtil videre er den største handel i år både på lejlighedsmarkedet og villamarkedet.

NB! København City investerer 8 milliarder i byudvikling. Konferencen afholdes d. 31. marts 2016.

NB! Den nye lejelov - ændringer og løsninger. Seminaret afholdes d. 3. maj 2016.


Relaterede konferencer

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Stormflodssikring af by- og landområder

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.