Holstebro er Danmarks eneste indlandsby med markant risiko for oversvømmelse. Kommunen har dermed en særlig forpligtelse ifølge EU og staten til at nedsætte risikoen for oversvømmelse i et område med 740 ejendomme til en værdi af omkring 4,32 milliarder kr.

Et omfattende projekt om styring af vandmængderne fra Storå er på dagsordenen i hele 3 udvalg i næste uge. Sluser, dæmninger og 2 naturlige magasiner til "parkering" af vand fra åen skal fra 2021 nedsætte risikoen for store oversvømmelser i midtbyen.

- Vi kan aldrig sikre os 100 procent mod oversvømmelser. Men vi kan nedsætte risikoen og styre oversvømmelserne, så de bliver mindre omfattende. Det vi sige, at vi tilpasser Storåen med anlægsløsninger, så vi bedre kan håndtere hændelserne – også de voldsomme, som rent statistisk kun sker én gang hvert hundrede år, siger Anders Debel, der er direktør for Teknik og Miljø.

Netop fordi det ikke er muligt at sikre sig imod en hvilken som helst hændelsestype, fortsætter Holstebro Kommune med at have et aktivt SMS-varslingssystem, så borgerne i midtbyen fortsat kan være forberedt på at gøre en indsats selv.

Magasin 4 gange større end Vandkraftsøen
Klimatilpasningen kommer til at bestå af en ny dæmning med sluse i Storådalen øst for motorvejen, et nyt dæmnings- og sluseværk ved Vandkraftsøen samt et højtvandsdige ved Vigen.

Ved risiko for oversvømmelser kommer et areal i ådalen og Vandkraftsøen til at fungere som magasin, der kan tilbageholde 4,5 millioner kbm vand - svarende til 4 gange Vandkraftsøens volumen i dag.

Der er via den lokale landboforening forhandlinger i gang om kompensation til de lodsejere, som skal lægge jord til vandopmagasineringen i ådalen opstrøms Vandkraftsøen. Omkring selve Vandkraftsøen forventes det hovedsageligt at være de arealer, som tilhører Holstebro Kommune rundt langs det meste af bredden, som vil blive påvirket ved forhøjet vandstand.

- Helt simpelt kan man sige, at vi forsinker vandet ved at tilbageholde det i Vandkraftsøen og Storådalen, sådan at oversvømmelserne bliver mindre i omfang og hyppighed i midtbyen, siger natur- og miljøchef Torben Mølgaard.

NB! HOLSTEBRO investerer 9 milliarder i byudvikling. Konferencen afholdes d. 3. april 2019.

- Ved at bruge data fra tidligere hændelser og lave en intelligent styring af anlæggene, er det under udarbejdelsen af miljøvurderingen, lykkedes at projekttilpasse på en måde, så vi har kunnet minimere konsekvenserne på natur, vandløb og oversvømmelse af kulturarvsarealer. Det betyder blandt andet, at vi sikrer at dyrene kan passere i ådalen, selv om vi laver en dæmning, at vi undgår øget sedimentflugt til Storå og Nissum Fjord, samt at vi ikke forringer fiskenes mulighed for passage i forhold til, hvordan det er i dag, siger Torben Mølgaard.

Dialog og borgermøder
Vestforsyning Spildevand og Holstebro Kommune har siden 2014 arbejdet med forskellige modeller, undersøgelser, dialog med lodsejere, andre myndigheder og interesseorganisationer.

- Denne klimaløsning forsøger at imødekomme så mange interessenter som muligt på nuværende tidspunkt. Vi har blandt andet haft borgermøder og samtaler med lodsejerne omkring ådalen, Vandkraftsøen og Vigen samt Det Grønne Råd. Det har givet os input til at forbedre projektet, inden det skal i høring, siger Torben Mølgaard.

Løsningsforslaget fra Teknik og Miljø er klar til politisk behandling i næste uge.

Kommunen forventer at klimatilpasningsanlægget kommer i brug med 3-7 års mellemrum i vinterperioden og for hver hændelse kun i få dage.

Vestforsyning finansierer projektet. Omkostningerne dækkes efterfølgende over spildevandstaksten. Løsningen giver også god økonomisk mening for Vestforsyning, da gennemførelsen af Klimatilpasningsprojektet er et meget billigere projekt, end hvis Vestforsyning skulle lave traditionelle løsninger på regnvandssystemet for at beskytte Holstebro by.


Relaterede konferencer

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Boligudvikling i Jylland

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Stormflodssikring af by- og landområder