Storkeengen i Randers blev i foråret 2018 kåret til at være blandt Danmarks 100 bedste klimatilpasningsprojekter, men en klage fra Dansk Botanisk Forening har nu udskudt projektet. Behandlingstiden kan komme til at tage længere tid end normalt.

Randers Kommune oplyser, at en klage fra Dansk Botanisk Forening har nu udskudt klimatilpasningsprojektet Storkeengen. Oprindeligt forventede Randers Kommune, at anlægsarbejdet kunne begynde i løbet af 2018, men klagen skal nu behandles hos Miljø- & Fødevareklagenævnet, og sagsbehandlingstiden er ukendt.

- Erfaringsmæssigt er sagsbehandlingstiden mellem et halvt og et helt år. Men Dansk Botanisk Forening har ydermere bedt om udsættelse af vurderingen, da den gerne vil have mulighed for at uddybe sine indvendinger mod projektet, før klagenævnet tager stilling, siger Nels Markussen, der er natur- og miljøchef i Randers Kommune, til Randers Amtsavis.

Først når klagen er vurderet, og der er faldet afgørelse, ved Randers Kommune og Vandmiljø Randers, om projektet starter op som planlagt eller i en revideret udgave.

Kommunen har givet Vandmiljø Randers en nødvendig dispensation fra naturbeskyttelseslovens paragraf 3, og det er denne afgørelse botanikerne har klaget over. Naturbeskyttelseslovens paragraf 3 omhandler søer og vandløb samt heder, moser, strandenge og strandsumpe samt ferske enge og biologiske overdrev.

NB! Randers - De store projekter 2018-2028. Konferencen afholdes d. 7. november 2018.

Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af disse beskyttede naturtyper, og klimaprojekt Storkeengen indebærer ifølge Randers Amtsavis blandt andet, at der etableres et par kunstige søer, og at der bygges gangbroer hen over arealerne. Det har krævet en dispensation fra loven, som Randers Kommune altså har givet.

Projekt Storkeengen er det første klima- og naturprojekt i Randers Kommunes storstilede byudviklingsprojekt Byen til Vandet. Projektet skal tilpasse det nordlige Vorup til fremtidens større regnmængder, stormflod og højere vandstand i Gudenåen og fjorden. Samtidig skal projektet give områdets beboere og andre randrusianere adgang til at opleve naturen på helt nye måder.

Arkitektfirmaet C.F. Møller er involveret i projektets landskabsarkitektoniske aspekter, mens ingeniørfirmaet Orbicon deltager i udviklingen af de ingeniørtekniske aspekter.

Projektet er dimensioneret til at håndtere regnmængder, der som minimum svarer til en 100-års hændelse i 2050.


Relaterede konferencer

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Boligudvikling i Jylland

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Ungdomsboliger på et modent marked

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.