NCC sælger biotekselskabet Genmabs nye hovedkvarter, der er under opførelse på Carl Jacobsens Vej i Valby, til Industriens Pension.

Det kommende hovedsæde for biotekselskabet Genmab på 12.500 kvm opføres på hjørnet af Gammel Køge Landevej og Carl Jacobsens Vej i Valby af NCC. Når det nye domicil står færdigt i marts 2023, overtager Industriens Pension ejerskabet af bygningen og et tilhørende parkeringshus.

Det kommende Genmab-domicil er aktuelt et af NCC’s udviklingsprojekter, og det er en del af Kontorværket i Valby i København, hvor der skal bygges 2 kontorhuse og et parkeringshus.

Kontorejendommen opføres i 5 etager som en slags kube omkring en central atriumgård, og i stueetagen vil der være reception, mødecenter og kantine. Den er fuldt udlejet til Genmab på en 15-årig lejekontrakt.

- Der er tale om en attraktiv og fremtidssikret kontorejendom, der er beliggende i et område med rigtig god infrastruktur i form af både motorvej og nærliggende metro- og S-togsstation. Den 15-årige lejekontrakt med Genmab passer godt ind i vores strategi som langsigtet ejer, og vi forventer, at ejendommen vil bidrage med et stabilt afkast til medlemmerne mange år frem. Vi glæder os til at byde Genmabs eksperter i bioteknologi velkommen, siger ejendomschef i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen.

Frederiksberg - projekter for 6 milliarder. Konferencen afholdes den 6. oktober 2022.

Handelen har en værdi på 620 millioner kr. og vil få en positiv indtjeningseffekt for NCC Property Development i første kvartal 2023.

- Kontorværket bliver et arkitektonisk flot projekt og er placeret med en stærk infrastruktur, der gør transporten for medarbejderne optimal. Nu sælger vi første bygning og parkeringshuset til Industriens Pension, som er en professionel udlejer og en god ejer for Genmabs hovedsæde, siger Ole Faurby, direktør i NCC Property Development i Danmark.

Ejendommen opføres til DGNB-certificering på guld-niveau, ligesom der certificeres efter kravene til Lavenergiklasse 2015 og overholder den frivillige energiramme 2020.

Industriens Pensions rådgivere i forbindelse med investeringen er Accura, Deloitte, Kuben Management, DEAS og CBRE. Mæglervirksomheden Colliers har stået for salget af ejendommen.

Biotekvirksomheden Genmab er førende inden for fremstilling og udvikling af differentierede antistofprodukter til behandling af cancer.


Relaterede konferencer

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Den nye Planlov KURSUS

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Ungdomsboliger på et modent marked

Logistik og industri - fart på nye muligheder

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Fremtidens betonbyggeri

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Plejeboliger for 25 milliarder kr.