Lav produktivitet og lille digitaliseringsgrad har i årevis klæbet til byggeriet som uløselige udfordringer. Derfor er Industriens Fond og Realdania nu gået sammen om at undersøge, hvordan brugen af ny teknologi i alle dele af byggeriet bedst udbredes, så branchens konkurrenceevne og bæredygtighed styrkes.

Nu skal en ny undersøgelse, som Industriens Fond, Realdania og Molio har igangsat sammen, finde ud af, hvordan byggebranchen kan blive bedre til at udnytte ny teknologi – såkaldt Construction Technology, forkortet til ConTech.

Ambitionen er at finde den bedste måde at forløse det store potentiale for digitalisering og brug af ny teknologi, som findes overalt i byggeri- og anlægsbranchen.

Forundersøgelsen skal blandt andet give svar på, hvordan branchen bedst skaber et unikt læringssted og en fælles udviklingsplatform – en hub, hvor byggeriets parter sammen kan eksperimentere med nye måder at benytte data, digitale redskaber og teknologi til at skabe fremtidens byggeri.

- Vi ved fra andre brancher, at digitalisering er en forudsætning for at blive mere produktiv og dermed i sidste ende styrke virksomhedernes konkurrenceevne. Derfor har byggebranchen i lang tid haft et ønske om at fremme digitaliseringen, men uden at det er lykkedes nævneværdigt. Det håber vi til gengæld, at vi med dette initiativ vil kunne give et væsentligt bidrag til, siger Thomas Hofman-Bang, administrerende direktør i Industriens Fond.

I den filantropiske forening Realdania håber man, at øget brug af avanceret construction technology kan være med til at skubbe byggebranchen i en mere bæredygtig retning.

Frederiksbergs største projekter. Konferencen afholdes d. 6. oktober 2020.

- Vi tror på, at hvis branchen gør det på den rigtige måde, så kan digitalisering og øget brug af teknologi bidrage til en mere effektiv byggeproces f.eks. ved at styrke samarbejdet mellem byggeriets parter og reducere materialespild. I det hele taget kan digitalisering og ny teknologi også blive en vigtig løftestang for at opnå et mere bæredygtigt byggeri og skabe mere værdi for bygherrer og brugere, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.

Molio, der er byggeriets videnscenter, skal stå i spidsen for undersøgelsen. Her ligger opgaven med at løfte digitaliseringen og øge brugen af ny teknologi i byggeriet rigtig godt.

- Idéen om at skabe en hub for ConTech har taget form i løbet af det seneste år og er opstået fra talrige drøftelser med aktørerne i branchen om, hvad de havde allermest behov for. Jeg er glad for, at Industriens Fond og Realdania ligesom vi har identificeret et behov, som Danmark som højteknologisk byggerination simpelthen bør få dækket, siger Christina Hvid, administrerende direktør i Molio.

Industriens Fond og Realdania har bevilget penge til en forundersøgelse, der skal svare på, hvordan der bedst skabes en platform for læring, udveksling, facilitering og implementering af ny teknologi og øget digitalisering i alle dele af byggeriet – og samtidig sikre mere effektivt samarbejde i alle dele af byggeriet for at højne produktivitet og bæredygtighed.

Målet er at skabe et unikt læringssted og en fælles udviklingsplatform, hvor byggeriets parter sammen kan skabe og eksperimentere med nye måder at benytte data, algoritmer og teknologi til at skabe fremtidens byggeri.

Forundersøgelsen gennemføres med aktiv involvering af branchen og vil blive færdiggjort i midten september 2020.


Relaterede konferencer

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Boligudvikling i Jylland

Stormflodssikring af by- og landområder

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.