Det 6.426 kvm store pakhus fra 1940 på Toldbodgade 3 i Randers, ligner udefra sig selv, men indvendigt er transformationen total. Den markante bygning i bybilledet har de seneste år stået tom og med den centrale beliggenhed i Randers, har det uden tvivl ærgret rigtig mange lokale borgere. Nu er den revitaliserede bygning netop sat til salg.

Det gamle pakhus fra 1940 i Toldbodgade 3 husede indtil 2015 en afdeling af SKAT. Da SKAT fraflyttede bygningen overtog statens ejendomsselskab, Freja ejendomme, bygningen med henblik på salg. Bygningen har de seneste år undergået en total transformation og tilbyder i dag moderne kontorfaciliteter. Stueetage og 5. sal er udlejet til klinik og 1.-4. sal er udlejet til Bygningsstyrelsen, som igen udlejer til SKAT. Alle lejemål er langtidskontrakter. Bygningen er netop udbudt til salg.

Pakhuset ligger kun et stenkast fra Randers Havn og vidner om, at Randers altid har spillet en særlig rolle i dansk erhvervsliv. Begunstiget af en central placering på danmarkskortet, og med Gudenåen der løber gennem byen og Randers Fjord der agerer port til Kattegat, har landets 6. største by altid haft gunstige forhold for at lave en god handel med omverden. Således har eksempelvis Dan Dryer og Danish Crown hovedsæde i byen, imens en af verdens ældste handskeproducenter, Randers Handsker, siden 1811 har haft hjemme i byen. Det samme havde vindmølleproducenten, NEG MICON, indtil de fusionerede med Vestas i 2004.

I dag summer det igen af liv i Toldbodgade 3 i Randers. Siden SKAT flyttede medarbejderne ud af Randers i 2015 har bygningen stået tom og Freja ejendomme har overtaget bygningen med henblik på at sælge den på vegne af staten. De mellemliggende år er blevet brugt på at totalrenovere bygningen indvendigt og i dag tilbyder pakhuset moderne kontorfaciliteter i historiske rammer.

Bygningen har nemlig gennemgået en totalrenovering og den energioptimerede bygning kan blandt andet bryste sig af at have miljøvenlig ventilation, der ikke blot garanterer et sundt indeklima, men også minimerer energiforbruget.

NB! Jylland: Moms og skat for byg og ejendom - nye regler og afgørelser. Konferencen afholdes d. 26. september 2019.

- Det har været en fantastisk proces at være del af, og med en åben og ærlig dialog med alle involverede. Bygningen er fuldstændig transformeret fra at have små, mørke kontorceller til at have store, åbne rum gennemstrømmet af lys. Vi har ramt en stoflighed og med det mener jeg, at der virkelig er en sammenhæng mellem indretning og materialer. Det er jeg rigtig glad for på vegne af de fremtidige brugere af bygningen, siger Holger C. Møller, der er indehaver af HCM Arkitekter, som har haft ansvaret for transformationen af pakhuset.

For de nye lejere i bygningen er der tale om et gensyn. Det er nemlig SKAT der i maj rykker ind i lokalerne på 1. og op til 4. sal. De 4 etager kommer til at huse 200 ansatte i Gældsstyrelsen, der kommer til at have deres daglige gang i det gamle pakhus. Den omfattende renovering på disse etager er foretaget ud fra specifikke krav og ønsker fra netop SKATs side.

Torben Hansen, borgmester i Randers, glæder sig naturligvis over den positive udvikling i Toldbodgade.

- Der er ingen tvivl om, at Gældsstyrelsen og de mange medarbejdere gør en stor forskel for Randers. Vi ser frem til, at de rykker ind. Samtidig er det et plus, at renoveringen er udført sådan, at det minimerer energiforbrug og skaber gode indeklimaer. I Randers har vi netop et stort fokus på bæredygtighed og energiforbrug, siger han.

I stueetagen og på 5. sal er der også rykket nye lejere ind. I den nederste etage kan byens borgere nu besøge en fysioterapeut og på 5. sal flytter der til sommer to praktiserende læger ind.

Klaus Thiberg fra Freja ejendomme har som projektleder haft ansvaret for at renovere bygningen og finde nye lejere.

- Der er ingen tvivl om, at pakhuset i dag udgør en utrolig interessant investering. Vi har haft et rigtig tæt og produktivt samarbejde med Bygningsstyrelsen og HCM Arkitekter i forbindelse med renoveringen og klargøring til SKATs medarbejdere, og bygningen fremstår i dag fuldstændig forandret. Samtidig er der sikret lange lejeaftaler med stabile lejere, der sikrer at pakhuset også i fremtiden vil fortsætte med at summe af liv, siger Klaus Thiberg.


Relaterede konferencer

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Boligudvikling i Jylland

Boligudvikling i København frem til 2030

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Den nye Planlov KURSUS

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Ungdomsboliger på et modent marked

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Hvordan vi får mere liv i bykernerne