5 rådgiverhold har givet deres bud på Aalborgs nye kunstcenter til 95 millioner kr., og nu er feltet indsnævret til 2 hold.

5 rådgiverteams har givet deres bud, og 2 hold er nu videre i kapløbet om at udforme et Artcenter og en plan for byrummet omkring den fredede industriarkitektur.

- Dommerkomitéen har med udgangspunkt i 5 stærke konkurrenceforslag valgt at gå videre med Praksis Arkitekter og Bertelsen & Scheving Arkitekter ApS. Uanset hvilket af de 2 projekter, der vinder den endelige konkurrence, får vi et Artcenter i verdensklasse og en ambitiøs helhedsplan for den nye bydel, siger Peter Spøer, bestyrelsesformand for Ejendomsfonden Artcenter Spritten og formand for dommerkomitéen.

Praksis Arkitekter og Bertelsen & Scheving Arkitekter ApS skal arbejde videre med den bundne opgave i de kommende måneder. Begge tegnestuer har givet et bud på et udstillingsområde i den fredede værkstedsbygning og kedelhal - et internationalt artcenter der kan indgå i samspil med monumentalværket Cloud City af den argentinske kunstner Tomás Saraceno. Forslagene rummer desuden en helhedsplan for området, der omfatter byrummet omkring det nye Artcenter, omdannelse af den eksisterende havnefront og klimatilpasning mod Limfjorden.

- Det er en stor opgave at arbejde med et sted, der har så stor betydning for så mange. Begge teams har præsenteret løsninger, hvor fortid og fremtid mødes på fornem vis. Forslagene er vidt forskellige i forhold til både materialevalg, arkitektur og byplanlægning, men begge tilpasser sig den industrielle kontekst og giver plads til både kulturarv og kunstværk. Det bliver spændende at få visionen yderligere udfoldet, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania og medlem af dommerkomitéen.

NB! Silkeborg: De store projekter. Konferencen afholdes d. 13. juni 2019.

Bertelsen & Scheving Arkitekter har valgt en løsning, der etablerer den nye udstillingsbygning i forlængelse af de fredede industrihaller. Her vil man bygge i mursten og skabe venetiansk stemning med smalle passager, der fører videre til en åben plads, hvor Saracenos værk skal stå.

I forslaget fra Praksis Arkitekter er nybyggeriet placeret ovenpå de eksisterende bygninger med en skæv-takket facade, der giver et unikt udstillingsrum indenfor og et levende udtryk udenfor. I denne løsning bliver Saracenos "Cloud City" placeret i en slags skål-konstruktion i terrænet. Begge forslag lægger op til, at Saracenos kumulussky-inspirerede værk ændrer udtryk efter vejret.

 
Den gamle spritfabrik er det største sammenhængende fredede industrianlæg i Danmark, men anlægget er mere end mursten og byrum. Spritfabrikken er Aalborg i destilleret form - en industri- og kulturhistorie med nyt potentiale.

- Vi står nu med 2 fantastiske projekter af internationalt format, der for alvor vil sætte Aalborg på verdenskortet. Det er 2 projekter, som vil vække lokal stolthed, uanset hvem der ender med at gå hele vejen. Borgere og besøgende vil få stor glæde af endnu en etape i vores omdannelse af havnefronten med et spændende nyt byrum ved Limfjorden, siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.

- Vi udvikler Aalborg sammen, og denne omdannelse er et fantastisk eksempel på, at vi i fællesskab kan nå helt nye dimensioner indenfor kultur og store oplevelser. Transformationen af spritfabrikken er kunst, arkitektur og byudvikling i skøn forening, og vi glæder os til at vise borgerne detaljerne i de 2 forslag, uddyber han.

Aalborg Kommune præsenterer de 2 projekter for alle interesserede på et borgermøde den 4. juni klokken 17-19 i Boxtowns lokaler på den gamle spritfabrik på C. A. Olesens gade 1. I efteråret 2019 bliver det offentliggjort, hvilken tegnestue der skal forme det nye kunstcenter i det gamle industrimiljø.

Fakta om projektet

De 2 teams består af:

Hovedrådgiver:

Arkitekt: Bertelsen & Scheving Arkitekter

Underrådgivere:

Arkitektur og transformation: Barozzi / Veiga GmbH, Barcelona

Byrum og landskab: 1:1 landskab

Formidling og kulturarv: Racconto

Ingeniør: Frandsen & Søndergaard ingeniører

Arkitekt: Krogh Madsen Arkitekter

Hovedrådgiver:

Arkitekt: Praksis Arkitekter

Underrådgivere:

Byrum og landskab: Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue

Restaurering: VMB Arkitekter


Relaterede konferencer

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Ny udbudslov KURSUS

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Den nye Planlov KURSUS

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Boligudvikling i Jylland