En handel med Søby Skole på Ærø faldt på gulvet i sidste uge. Prisen for Søby Skole var 16.700 % højere end købsprisen i 2015 - det er alletiders Danmarksrekord.

Søby Skole ligger ved Søby lystbådehavn på en 22.000 kvm grund - hovedbygningen er på 2.550 kvm. Den er opført i 1963.

Fra Søby går der færge til Fåborg og Als.

Foræring

Murermester Per Lohals købte den nedlagte skole af Ærø Kommune i oktober 2015 for symbolske 15.000 kr. Det svarer til 68 øre per kvm for grunden. Eller knap 6 kr per kvm for bygningen.

Kommunen ville af med bygningen, fordi der var årlige vedligholdelsesomkostninger på 150.000 kr. Derfor vedtog et bredt flertal i kommunalbestyrelsen i september 2015 at næsten forære ejendommen væk. På det tidspunkt havde Ærø mange tomme bygninger og boliger til salg.

Efterfølgende udlejede Per Lohals skolen til flygtningecenter, men det stoppede i januar 2017. Siden har skolen stået tom bortset fra et mindre værtshus, Rådhuskælderen, som Lohals indrettede i nederste etage.

Lokalplan

Der er praktisk ingen begrænsninger for hvad ejendommen må bruges til, da lokalplanen for Søby Skole er meget bred: Bolig, erhverv eller offentlige formål, herunder hotel. Der må bygges op til 7.700 kvm.

Ejendommen ligger højt og der er havudsigt ind mod Fåborg og Sydfyn. Og nedenfor ejendommen ligger et mindre strandområde.

Lokalplanen for Søby Skole, nr 19-11, blev vedtaget i september 2013. Se Lokalplan for Søby Skole.

Kunstmuseum og seniorbofællesskab

Per Lohals og Ærø Kunsthal har over de sidste par måneder forhandlet om et køb og var blevet enige om en pris på 2,5 milioner kr. Salgsprisen ville være 167 gange højere end købsprisen i 2015. Men i sidste uge opstod der uenighed om betalingsbetingelserne og handlen faldt på gulvet.

Det var Ærø Kunsthals plan at flytte den succesfulde kunstudstilling til Søby Skole, hvor der vile være mere end dobbelt så meget plads som kunsthallens nuværende 1.000 kvm i Ærøskøbing. For Søby ville det være en gamechanger, hvis øens næststørste turistattraktion flyttede til området - kunsthallen havde i 2019 over 15.000 gæster og i 2020 var tallet 22.000 gæster.

På det store grundområde skulle opføres et seniorbofællesskab med 79 boliger og fælles-faciliteter i hovedbygningen.


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Boligudvikling i København frem til 2030

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Stormflodssikring af by- og landområder

Boligudvikling i Jylland