Christian Roslev er per 1. august 2015 ansat som projektdirektør for Letbanesekretariatet i Aalborg. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen glæder sig over valget af Christian Roslev.
- Jeg er utrolig glad for, at det er lykkedes at rekruttere Christian Roslev som projektdirektør for Aalborg Letbane. Christian har nogle stærke kompetencer indenfor kollektiv trafik, og det er et scoop for Aalborg, at han nu skal stå i spidsen for at gennemføre det største anlægsprojekt i Aalborg i nyere tid. Jeg kender Christian fra hans tid i Nordjyllands Trafikselskab, og jeg ser meget frem til vores samarbejde, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Christian Roslev har en bred erfaring og har igennem sin karriere varetaget lederstillinger i den offentlige sektor og i rådgiverbranchen. Han kommer fra en stilling som teknisk direktør i Frederikshavn Kommune, og har tidligere varetaget stillingen som ministersekretær i Trafikministeriet (1994-1995), været administrerende direktør for Nordjyllands Trafikselskab (2006-2011), været administrerende direktør i DSB (2011) og seniorkonsulent/direktør i Sydtrafik (2012-2013). Herudover har han tidligere været kontorchef i Københavns Kommunes Økonomiforvaltning (1997-1999).
NB! Infrastrukturplaner for 10 milliarder i Aalborg. Konferencen afholdes d. 23. september 2015.
Bag letbaneprojektet, som skal binde Vestbyen, det centrale Aalborg, Aalborg Universitet og det kommende universitetshospital i Aalborg Øst sammen, står Aalborg Kommune, Region Nordjylland og Nordjyllands Trafikselskab (NT). Et team bestående af COWI, Henning Larsen Architects, Systra og Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue har udarbejdet analyser for letbanen.
Den 12,3 kilometer lange letbane får 24 stationer. Turen fra den ene ende til den anden skal kunne tilbagelægges på 35 minutter. Den samlede anlægsudgift er knap 1,8 milliarder kr., og letbanen ventes at stå klar i 2021.