Carlsberg ønsker at opføre et nyt hovedsæde på 16.000 kvm i Carl Jacobsens Have med plads til mellem 400 og 550 medarbejdere. På længere sigt planlægges en 4.000 kvm udvidelse. C. F. Møller har udarbejdet skitser til hovedsædet, som forventes klar til indflytning 2018.

Københavns Kommune har fået udarbejdet en startredegørelse, der tegner et billede af Carlsbergs kommende hovedkvarter i Carlsberg Byen.

Bryggerigigantens kommende hovedsæde skal opføres omkring Carl Jacobsens Have og over Gamle Carlsberg Vej. I en senere etape opføres en 4.000 kvm længebygning øst for haven.

Tegnestuen C. F. Møller har skitseret et projekt, hvor hovedsædet placeres i nord- og vestkanten af haven samt en overbygning over Gamle Carlsberg Vej. På terræn etableres en ankomstplads med cykelparkering, taxipladser og gæsteparkering. Carlsberg ønsker at kunne etablere 335 ud af Carlsberg Byens maksimale 4.500 parkeringspladser. Behovet for parkeringspladser og pladser til turistbusser skal ses i lyset af, at Carlsberg Bryggeriet og Carlsbergs kommende oplevelsescenter forventes alene at tiltrække over 500.000 turister årligt.

NB! ByensEjendom afholder konferencen: Sølvkysten på Amager udbygges for 30 milliarder. Konferencen afholdes d. 9. september 2014.

Rammelokalplanen fastlægger en boligandel i område III, som tillægsområdet indgår i, på minimum 7 procent, hvilket svarer 4.300 kvm bolig. Carlsberg ønsker dog ikke at bygge nye boliger på deres ejendomme, og selvom det er aftalt, at villaen Gamle Carlsberg Vej 8 fastlægges til boligformål, når det samlede boligareal i område III ikke op på 7 procent. Det vil derfor være nødvendigt at overføre 1.500 kvm boliger til lokalplanens område II.

Forvaltningen i Københavns Kommune anbefaler derfor, at der udarbejdes et forslag til tillæg til lokalplanen for området. Der foretages en miljøscreening med henblik på at vurdere, om der skal udarbejdes en miljøvurdering af planer og programmer, men det forventes ikke, at lokalplantillægget vil udløse krav om en egentlig miljøvurdering.

NB! ByensEjendom afholder konferencen: Udvikling af Ørestaden for 10 milliarder. Konferencen afholdes d. 12. november 2014.

Går alt efter planen kan tillægget til lokalplanen sendes i høring februar/marts 2015 og endeligt vedtages i borgerrepræsentationen i juni/august 2015, inden det bekendtgøres i august 2015.

Carlsbergs nye hovedsæde kommer til at ligge 600 meter fra den nye Carlsberg Station, hvor et byggeriet af 82.000 kvm boliger, campus, detailhandel og erhverv er i fuld gang. Fuldt udviklet kommer Carlsberg Byen til at rumme omkring 3.000 boliger i forskellige former og prisklasser – lige fra studielejligheder til penthouselejligheder. I alt bygges 567.000 kvm fordelt med 45 procent til boliger, 45 procent til butikker og erhverv og 10 procent til kultur, idræt og institutioner.

Bydelen opføres efter arkitektfirmaet Entasis' masterplan, der er inspireret af de historiske bykerners kvaliteter. Kvarteret vil derfor rumme en tæt bebyggelse med 9 tårnhuse i varierende højde fra 50 meter til 120 meter, ligesom der vil være større byrum og pladser, smalle gader og snævre passager samt grønne parker. Et gennemgående træk vil være, at mange af bygningerne vil rumme butikker i stueplan, og kontorer, uddannelsesinstitutioner og boliger på de øverste etager.

Arkitektonisk blandes moderne og bæredygtige bygninger med fredede og bevaringsværdige huse. Omkring 15 procent af den kommende bygningsmasse vil have reference til områdets mere end 160 år lange historie som bryggeri.


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Fremtidens betonbyggeri

Stormflodssikring af by- og landområder

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Hvordan vi får mere liv i bykernerne