Stigende priser og lange leveringstider på byggematerialer får Himmerland Boligforening til at sætte byggerier for 140 millioner kr. på pause.

I kølvandet på genåbningen af samfundet efter den lange coronapause stod det hurtigt klart, at blandt andet byggebranchen var voldsomt under pres – og at det ville smitte af på den almene boligsektor. Og var det ikke slemt nok, blev der den 24. februar 2022 hos blandt andre Himmerland Boligforening føjet ekstra rynker til panderne, da Rusland indledte sit overfald på Ukraine.

- Vi befinder os nu i en situation, hvor der er historisk stor mangel på byggematerialer, hvilket giver længere leveringstider og presser priserne markant opad. Og det giver os betydelige udfordringer, såvel hvad angår igangværende renoveringer og nybyggerier som med hensyn til påtænkte byggeprojekter. For vores vedkommende er konsekvensen nu, at projekter til en anskaffelsessum på cirka 140 millioner kr. er sat på pause, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Stigende olie- og gaspriser gør produktion og transport af byggematerialer dyrere. Der er omfattende prisstigninger på blandt andet stål, glas, gips, aluminium, cement, isoleringsmaterialer og træ – for eksempel er råstål steget med op til 80 procent siden krigsudbruddet. Det er ikke usædvanligt, at priserne stiger fra dag til dag. Og visse produkter såsom egetræ kan slet ikke fås i øjeblikket.

Jylland: Syn og skøn - konfliktløsning ved byggeprojekter. Kurset afholdes den 14. juni 2022.

Dertil kommer, at leverandører og fagentreprenører regulerer priser på ordrer, der allerede er afgivet, ligesom de er meget tilbageholdende med at give priser, der rækker blot nogenlunde fornuftigt ud i fremtiden. Og oven i det kommer så, at mange af dem er nødsaget til at tage forbehold for forsinkelser. Læg dertil så godt som fuld beskæftigelse inden for byggeri og anlæg – så har vi, hvad flere christiansborgpolitikere har betegnet som "en akut krise".

- Man kan mene, at vi blot kan vente på, at problemerne driver over. Men det går ikke. Humlen er jo, at hvis vi ikke opfører de allerede planlagte boligbyggerier, bliver der en alvorlig mangel i fremtiden. Fordi byggeri – ikke mindst hvis det skal være både godt og billigt – tager tid, bliver der mangel på billige lejeboliger om 10 år, hvis vi ikke bygger dem nu, siger Ole Nielsen.

Himmerland Boligforenings direktør glæder sig over, at der generelt er opmærksomhed på problematikken i Folketinget.

Jylland: Sådan bliver moms og ny skat for ejendomsprojekter. Kurset afholdes den 22. september 2022.

- Det er jo også regeringens plan, at der skal bygges flere billige boliger og at der skal gøres en ekstra indsats for at etablere og udbygge blandede byer. Det har vi haft held med at gøre i Aalborg, men ambitionen om den blandede by er en illusion, hvis ikke der også fortsat bliver bygget alment parallelt med det private boligbyggeri. Derfor er opfordringen til Christian Rabjerg Madsen i hans egenskab af ny minister for boligområdet: Skrid til handling – og gør det nu, siger Ole Nielsen.

Ole Nielsens anbefaling til ministeren er denne: Det vil kunne være med til at afhjælpe i hvert fald en del af problemet, hvis Folketinget beslutter sig for en midlertidig forhøjelse af det såkaldte maksimumbeløb. Dette beløb er et udtryk for den maksimale pris, det må koste at opføre en kvadratmeter alment boligbyggeri.

- Forhøjes maksimumbeløbet – for eksempel i 1 år eller 2 – vil det give os mere råderum, så vi kan gennemføre byggeprojekter, også selvom de grundet aktuelle eksterne forhold bliver dyrere end oprindeligt budgetteret, pointerer Ole Nielsen.


Relaterede konferencer

Boligudvikling i København frem til 2030

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Boligudvikling i Jylland

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Den nye Planlov KURSUS

Ny udbudslov KURSUS