Arkitekt Jesper Gottlieb modtager den 20. marts 2019 Dreyers Fonds Hæderspris for sin vedholdende og engagerede indsats for at højne det arkitektoniske udtryk af samfundets infrastrukturelle og tekniske anlæg.

Hverdagsarkitekturen har krav på den samme omhyggelighed og omsorg som operahuse og andet prestigebyggeri. Sådan er grundtanken hos Gottlieb Paludan Architects, der er en af Danmarks ældste arkitektvirksomheder og har leveret arkitektur til mobilitets- og energisektoren i over 100 år. Jesper Gottlieb, der er kreativ direktør hos Gottlieb Paludan Architects, har tidligere modtaget Nykredits Arkitekturpris og får nu overrakt Dreyers Fonds Hæderspris på 400.000 kr. for sin livslange indsats for arkitekturen ved at skabe bygninger, hvor teknik og funktion imødekommer menneskelige og æstetiske behov.

- Det handler om form, funktion og materialitet, og mit credo har altid været, at forenklingens kunst er den største. Vi forsøger at undgå modeluner, og søger i stedet det tidløse og afklarede. Jo mere klart vi kan ramme, jo mere universelt og langtidsholdbart bliver resultatet, forklarer Jesper Gottlieb om sin tilgang til arkitekturen.

I dag er der tæt på 100 medarbejdere ansat hos Gottlieb Paludan Architects, som er anerkendt både herhjemme og internationalt for sit arkitektoniske arbejde med tekniske anlæg og det, der med et bredt begreb kunne kaldes "hverdagens arkitektur".

- Vi har altid insisteret på, at god arkitektur ikke er forbeholdt det særlige og de få, men bør være en del af vores allesammens daglige liv. Ikke bare dér, hvor vi bor, men også dér hvor vi arbejder, og når vi bevæger os fra sted til sted, lyder Jesper Gottliebs egen analyse.

NB! Genbrug i byggeri og ejendom. Konferencen afholdes d. 12. november 2019.

Bæredygtig dagsorden
Til trods for sin forkærlighed for det enkle og tidløse erkender Jesper Gottlieb, at meget har ændret sig i de mange år, Gottlieb Paludan Architects har arbejdet med tekniske anlæg.

- Da de første kraftværker kom til, var det bygninger, der nærmest var som rådhuse eller slotte og med en arkitektur som skulle stadfæste vores høje trin i samfundsudviklingen. Senere skulle forsyningssektoren være mere anonym, og i dag er den præget af stor opmærksomhed på den grønne dagsorden og bæredygtighed, hvilket ofte er afspejlet i arkitekturen, siger Jesper Gottlieb.

- I takt med verdens miljøudfordringer er arkitektur kommet mere på dagsordenen, og i dag er bæredygtighed og klimasikring en uadskillelig del af den infrastruktur, som netop er tegnestuens metier, fortæller den prisvindende arkitekt Jesper Gottlieb.

- Det passer os rigtig godt, da vi er rundet af en skandinavisk designtradition, som blandt andet er karakteriseret ved mådehold og fornuft, både i forhold til materialeforbrug, kvalitet, økonomi og brug af æstetiske virkemidler, siger han.

Hvert år uddeler Dreyers Fond Hæderspris til 2 ildsjæle inden for de 2 brancher, som fonden har til formål at støtte og udvikle. Prisvinderne får hver 400.000 kr. i anerkendelse. I 2019 modtager henholdsvis arkitekt Jesper Gottlieb og advokat Kirsten Reimers-Lund Dreyers Fonds Hæderspris.

Jesper Gottlieb er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole og University of California i Berkeley i USA. Gottlieb Paludan Architects har 100 medarbejdere inden for arkitektur, landskab og bygherrerådgivning. Tegnestuen har specialiseret i infrastruktur, herunder mobilitet og forsyning og er i dag ejet af ingeniør- og designvirksomheden ÅF Consult.

Fremhævede projekter


Relaterede konferencer

Fremtidens betonbyggeri

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Boligudvikling i København frem til 2030

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Boligudvikling i Jylland

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Servitutter og lokalplaner KURSUS