Aalborg Havn skifter navn til Port of Aalborg. Navneforandringen markerer startskuddet på en ny 10-års plan med ambitionen om at fordoble havnens omsætning, investere 2 milliarder kr. samt ikke mindst tiltrække 10-15 store virksomheder, der overvejende skal findes uden for landets grænser.

Et skærpet fokus på at tiltrække udenlandske virksomheder er blandt de centrale årsager til, at Aalborg Havn per 1. januar 2020 har ændret navn til Port of Aalborg, lyder det i en pressemeddelelse.

Navneændringen skal desuden ses i lyset af selskabets netop vedtagne offensive strategiplan, der på blot 10 år skal løfte havnens omsætning fra 200 millioner kr. i 2019 til 400 millioner kroner og bidrage med 5.000 jobs til Aalborg Kommune. En vækst, der i høj grad skal komme fra etableringen af nye virksomheder på havnen.

- Vores formål er at skabe værdi for kommunen, og vi tror på, at øget internationalisering bliver en af de vigtigste nøgler til at realisere vores ambitiøse målsætninger. Men skal vi lykkes med at tiltrække flere udenlandske virksomheder, kræver det, at vi løfter blikket og udvider vores perspektiv. Med det nye navn signalerer vi både internt og eksternt, at vi er et internationalt havneområde, og det er afgørende, fortæller admnistrerende direktør i Port of Aalborg, Claus Holstein.

- I et internationalt perspektiv er Danmark et ganske lille land. Afstanden fra eksempelvis Aalborg til København er ikke nødvendigvis noget særligt set fra en udenlandsk virksomhed, og når udenlandske koncerner vil etablere sig i Danmark eller i Skandinavien, skal vi være langt bedre til at byde os til. Vi har styrkepositionerne til at være konkurrencedygtige og ikke mindst et attraktivt sted for nye medarbejdere at bosætte sig, uddyber han.

Her peger han blandt andet på de multimodale logistikmuligheder, et af verdens bedste tekniske universiteter, kulturelle trækplastre og byliv samt byens stærke erfaringer og konkret projekter med fokus på bæredygtighed.

Aalborg: De store projekter. Konferencen afholdes d. 21. januar 2020.

Milliardinvesteringer på vej
Port of Aalborg kommer til at investere massivt over de kommende år for at indfri vækstmålsætningerne. Efter planen skal der nemlig investeres 2 milliarder kr. i nye rammer og faciliteter i havnens erhvervspark i Aalborg Øst.

- Investeringerne rettes hovedsageligt mod baglandet og dermed vores erhvervspark. Vores opgave handler ikke længere blot om at håndtere gods over kaj, men mere generelt om at skabe rammer, der kan understøtte virksomheders drift og vækst – herunder infrastruktur, moderne lager- og produktionsfaciliteter og andre logistikmuligheder som eksempelvis jernbanen, siger Claus Holstein.

Senest har Port of Aalborg investeret i en ny testhal til test af vindmøllevinger til virksomheden BLAEST samt opførelsen af en ny fabriksbygning til methanolbrændselscelle-virksomheden Blue World Technologies.

- Vi tør investere i vores kunder og hjælpe dem med at udvikle sig, og det er for os et vigtigt signal at sende. Kunststykket med at tiltrække virksomheder forudsætter gode fysiske rammer, viden og infrastruktur, men det er ikke ”reason to go” alene. Vi skal tilbyde internationale virksomheder at komme til Port of Aalborg, fordi vi er en port eller en gate ind i en mulighedsmaskine, der kan udvikle allerede gode virksomheder til fantastiske virksomheder. Netop derfor kalder vi vores vision ”gate to great”.

Allerede i år ventes Port of Aalborg at investere 200 millioner kr. i rammerne på Østhavnen.


Relaterede konferencer

Den nye Planlov KURSUS

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Fremtidens betonbyggeri

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS