A. Enggaard kom ud af 2019 med et fald i omsætning og indtjening, men selskabet har en solid ordrebeholdning og står ifølge Asger Enggaard stærkt i forhold til en forventet afmatning i kølvandet på coronakrisen.

A. Enggaard Holding A/S havde i 2019 endnu et tilfredsstillende regnskabsår. Koncernen oplevede dog et fald i både omsætning og indtjening i 2019 sammenlignet med de seneste års rekordniveauer. Flere projekter er blevet udskudt og salget af boliger er stagneret. Koncernen ser dog ind i en fremtid med en solid ordrebeholdning.

Søndag den 19. april 2020 fyldte Jørgen Enggaard, der er bestyrelsesformand og 2. generation i A. Enggaard-koncernen, 80 år. I dag er det 3. generation, der har overtaget roret i koncernen.

- Min far og farfar støbte fundamentet til virksomheden, og vi har stadig denne helt specielle kultur baseret på en flad organisation og en stor grad af frihed under ansvar for alle medarbejdere. Det er på den måde en helt særlig arbejdsplads, hvor det er medarbejderne, der driver virksomheden med afsæt i familieværdierne, og det giver et helt særligt ejerskab hos alle, som jeg er meget taknemmelig for, forklarer entreprenør Asger Enggaard.

I 2019 har A. Enggaard, der er hovedselskab i A. Enggaard Holding, for alvor konsolideret sig som en af landets største entreprenørvirksomheder. Koncernen, der er startet i Aalborg, har gennem de senere år haft størstedelen af sine aktiviteter uden for det nordjyske, og det var også tilfældet i 2019, der blandt andet bød på aflevering af det 70 meter høje Hotel Alsik i Sønderborg, 1. spadestik på den nye Østre Landsret i København og rejsegilde på den nye bygning til Udlændingestyrelsen i Næstved.

Aarhus: de største projekter. Konferencen afholdes d. 26. november 2020.

- Vi har de seneste år haft succes med at styrke vores position i Østjylland, Syddanmark og i København, og det skyldes først og fremmest vores stærke DNA. Qua vores dygtige og loyale medarbejdere vinder vi store projekter over hele landet - seneste eksempel er Sydhavnskvarteret i Aarhus, der bliver et af Aarhus’ største byudviklingsprojekter i de kommende år, hvor vi skal stå for udvikling af 75.000 kvm ud af projektets i alt 89.000 kvm, fortsætter Asger Enggaard.

Koncernen havde i 2019 en omsætning på 1,92 milliarder kr. mod 2,7 milliarder i 2018 samt en indtjening på 130 millioner kr. før skat mod 192 millioner kr. i 2018. Både top- og bundlinje er dermed lavere end de seneste års rekordhøje niveauer, men det bekymrer ikke Asger Enggaard.

- Årets resultat er på niveau med ledelsens forventninger og anses som tilfredsstillende. Vi er en familieejet koncern med et langt sigte, og vi kan have store forskydninger fra år til år. Nedbøjningen i omsætning og indtjening i 2019 skyldes blandt andet, at en række større projekter er blevet udskudt. Derudover mærker vi, at markedet er blevet sværere at operere i, og på nuværende tidspunkt takker vi oftere nej, hvis vi ikke kan se et potentiale i et givent projekt. Vores ordrebeholdning ved indgangen til 2020 er dog solid, og vi har et rigtig godt udgangspunkt for de kommende år, siger han.

- Det gør også, at vi står stærkt i forhold til den afmatning, vi må forvente som følge af coronakrisen, påpeger han.

Koncernens balancesum udgør 3,3 milliarder kr., og egenkapitalen udgør knap 1,2 milliarder kr.

I 2020 forventer A. Enggaard således et fortsat højt aktivitetsniveau og et tilfredsstillende resultat.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Stormflodssikring af by- og landområder

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Boligudvikling i Jylland

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS