Der var bred opbakning i byrådet i Odense til at få belyst muligheden for at ansætte en stadsarkitekt. Dansk Folkepartis byrådsmedlem Alex Ahrendtsen var dog skeptisk og påpegede, at København har udviklet sig uheldigt gennem de seneste år med flere byggerier, som han ikke mener passer ind i hovedstaden. Det samme ser han ske i Thomas B. Thriges Gade i Odense.

Byrådsmedlem for Det Radikale Venstre, Susanne Crawley Larsen, fremsatte på et byrådsmøde den 23. august 2017 sit forslag om, at Odense Kommune skal have en stadsarkitekt. Hun påpegede, at byggeaktiviteten er høj i Odense i disse år.

- Det Radikale Venstre synes, at der mangler et fagligt og overordnet blik, som ser alt det nye byggeri - og det gamle - i en sammenhæng. Der er en voldsom lyst til at investere i Odense, og det er positivt for Odenses transformation. Og det skal vi glædes over, for sådan har det ikke altid været, sagde hun.

- I Odense ønsker vi en smuk by, også når vi udvikler helt nye bydele, så vi holder fast i det særegne og i vores historie og sjæl. Det Radikale Venstre mener, at en stadsarkitekt er løsningen, slog Susanne Crawley Larsen fast.

NB! Odense investerer 52 milliarder i byudvikling. Konferencen afholdes d. 29. november 2017.

By- og kulturrådmand Jane Jegind bakkede op om forslaget fra det radikale byrådsmedlem.

- Vi er helt enige i Venstre i, at det er en god idé, lød det fra Jane Jegind, som dog samtidig vil have kigget opgavefordelingen mellem Borgmesterforvaltningen og By- og Kulturfovaltningen efter i sømmene.

- Fra Gade Til By har været et strategisk indsatspunkt i en årrække, men nu er det ovre i noget, der ligner mere almindelig, daglig drift, som man kan sammenligne med det, der ellers foregår nede i By- og Kulturforvaltningen. Vi skal simpelthen ikke have 2 byplanafdelinger - det må være rigeligt med én, sagde Jane Jegind, og angav, at det kunne medføre effektiviseringer i forvaltningen, der eventuelt kan medvirke til at finansiere ansættelsen af en stadsarkitekt.

- Men altså fuld opbakning til en stadsarkitekt. Vi tror også på, at det kan være med til at tilføre noget værdi til vores by, slog by- og kulturrådmanden fast.

Medlem af byrådet for De Konservative, Lars Havelund, udtrykte skepsis over for idéen om at ansætte en stadsarkitekt, men kun Dansk Folkepartis byrådsmedlem Alex Ahrendtsen sagde direkte, at han ikke forventede at kunne støtte op om idéen. Han påpegede, at en stadsarkitekt nok vil koste "et par millioner", som så skal tages fra velfærden.

- Er det så en god idé at have en stadsarkitekt? Det vil jeg godt sætte spørgsmålstegn ved. Vi har jo haft Entasis - et arkitektfirma - til at rådgive os i forbindelse med Thomas B. Thriges Gade, og bygningerne skyder jo op nu. Jeg er stadig meget bekymret, og det var jeg dengang. Hvis vi ser på, hvad der bliver bygget, så er det ikke noget, der ligefrem tager hensyn til middelalderkvarteret og det historiske Odense. Det er nogle voldsomme byggerier, der kommer - der kommer højhuse, og der kommer en del glas. Så at have en arkitekt som rådgiver er ikke ensbetydende med, at man også får bygninger, hvor man tager hensyn til byens historie, sagde han.

- Et andet eksempel er København. Der har man en stadsarkitekt. Men hvad er der sket derovre? På Krøyers Plads på Christianshavn var det ikke stadsarkitekten, der forhindrede den der skyskraber (hollandske Erick van Egeraats 55 meter høje byggeri, som blev nedstemt af Borgerrepræsentationen i 2005, red.) i at blive opført - næh, det var borgerne, som protesterede, så vi fik en lavere bygning, der var indpasset der. Tag en bygning som Diamanten, altså Det Kongelige Bibliotek. Det er sådan en kæmpestor sort kolods - sådan en Ka'ba - der gnubber sig op ad de historiske bygninger på Slotsholmen. Eller Blox - den der kæmpe store, grønne glastingest, der nu bliver opført. En eller anden hollandsk, såkaldt "stjernearkitekt" (Blox er tegnet af hollandske Rem Koolhaas og hans arkitektvirksomhed OMA, red.) får lov til at vansire det historiske område på Slotsholmen, sagde han videre.

NB! Odense - de store projekter 2018. Konferencen afholdes d. 21. marts 2018.

- Så fordi man får en stadsarkitekt, er det ikke sikkert, at man også får noget, der er smukt og indpasser sig i den historiske bykerne. Ofte - ikke alle, vi jeg understrege - men ofte holder arkitekterne også af det moderne. Og det moderne, det er glas, det er beton, og det er stål og et koldt udtryk. Nemlig rene, stilistiske, skandinaviske, kolde udtryk, lød det fra Alex Ahrendtsen, som frygter, at byrådspolitikerne i Odense ikke vil have modet til at sige fra over for en stadsarkitekt.

Han bakkede dog op om forslaget fra Susanne Crawley Larsen, om at By- og Kulturudvalget og Økonomiudvalget sørger for, at der udarbejdes en sag, der belyser alle aspekter af forslaget, hvorefter sagen forelægges til behandling i By- og Kulturudvalget og Økonomiudvalget, inden sagen igen forelægges byrådet til beslutning.


Relaterede konferencer

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Den nye Planlov KURSUS

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Ny udbudslov KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS