Byggeriet består af et karrébyggeri med et tårn på 80 meter, med et samlet byggeareal på 50.000 m2 fordelt på 22.000 kvm boliger, 8.000 kvm erhverv, 3.000 kvm detail samt 17.000 kvm kælder.

Carlsberg Byen har sammensat endnu et team, der skal stå for projekteringen af det seneste byggeri i det travle bykvarter. Teamet består af Schmidt Hammer Lassen Architects med Entasis arkitekter, Züblin, Cowi og Bisgaard Landskab, som alle vil fungere som rådgivere i planlægningsfasen med Carlsberg Byen i spidsen for teamet. Samarbejdet i den indledende fase forventes at føre frem til, at der kan indgås aftale om den endelige byggeentreprise.

- Vi er meget spændte på samarbejdet med disse to tegnestuer, som gang på gang viser, hvorfor de hører til toppen inden for deres fag, og med deltagelse af de øvrige parter vil dette team være garant for høj byggefaglig kvalitet og æstetisk styrke. Samtidig har vi lagt vægt på, at alle deltagere har forstået Carlsberg Byens DNA - særligt Entasis som jo har udarbejdet den prisbelønnede masterplan for hele Carlsberg Byen, udtaler Carlsberg Byens administrerende direktør Jens Nyhus.

Byggeriet er beliggende i den vestlige del af Carlsberg Byen og vil foruden boliger, butikker og kontorlokaler også indeholde et nyt, stort byrum til området.

Det nye byrum, Kildepladsen, vil blive et samlingspunkt for både beboere og naboer og vil blive udsmykket med kunst, træer og bænke og desuden byde på både caféliv og legeplads. Carlsberg Byen har som supplement til landskabsarkitekternes forslag inviteret bl.a. naboer, beboere, kulturinstitutioner og lokaludvalg til at komme med input og ønsker til det nye byrum, så det favner bredest muligt og dækker nogle af de eksisterende behov i området.

- Det er vigtigt for Carlsberg Byen at få inddraget hele lokalområdet i udviklingen af byen, så vi sikrer, at Carlsberg Byen bliver et samlingspunkt, der binder byen sammen, og som naboerne vil tage aktivt del i. Det opnår vi bedst ved at inddrage de lokale interessenter tidligt i byggefasen, siger Jens Nyhus.

Frem mod 2024 bliver Carlsbergs historiske grund - centralt placeret mellem Vesterbro, Valby og Frederiksberg - forvandlet til et nyt bykvarter, hvor moderne arkitektur spiller sammen med kvarterets mange smukke, bevaringsværdige og fredede bygninger. København får et helt enestående byrum med høje tårnhuse, grønne haver, smalle gader og åbne pladser, som danner rammen om 3.100 boliger samt butikker, caféer, kontorer og uddannelses- og kulturinstitutioner.

Samlet set forventer udviklingsselskabet Carlsberg Byen at udleje og sælge 22.000 kvm til detailhandel og 10.000 kvm til caféer, restauranter og barer. Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S ejes af Carlsberg, PFA Pension, PenSam og Topdanmark.


Relaterede konferencer

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Boligudvikling i København frem til 2030

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Logistik og industri - fart på nye muligheder