I første halvår 2020 er der solgt næsten 5.000 flere boliger sammenlignet med samme periode i 2019. Det dalende salg i begyndelsen af coronakrisen er dermed ikke blot indhentet. Der er samtidig sket en stigning, som især sommerhusene kan tage æren for. Det viser Boligsidens nye handelstal for juni måned.

I første halvår 2020 er der solgt 43.483 boliger i Danmark. Det er en stigning på 12 procent sammenlignet med første halvår i 2019, hvor der blev solgt 38.735 boliger i Danmark. Og det er samtidig det højeste antal solgte boliger for første halvår i 10 år.

Det viser Boligsidens nye handelstal for juni måned.

Selvom coronakrisen fik boligmarkedet til at bremse kortvarigt op, er der dermed stadigvæk tale om en markant fremgang i handelsaktiviteten i første halvår 2020 sammenlignet med samme periode sidste år.

- Det er især i de sidste 2 måneder, at boligkøberne er vendt tilbage til markedet, og hvor vi har set usædvanlig høje salgstal, siger Birgit Daetz, der boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Salget af sommerhuse trækker op

Der er forskel på, hvordan de enkelte boligtyper har klaret sig igennem coronakrisen. Ikke overraskende er det især salget af sommerhuse, der bidrager til det rekordhøje halvårsresultat.

- Markedet for sommerhuse har slet ikke været negativt ramt af corona. Salgstallene for sommerhuse er kun steget måned for måned og lander også i juni på et rekordhøjt niveau. Det lader til, at coronakrisen omvendt kun har bidraget til at sætte endnu mere skub i denne del af markedet, siger Birgit Daetz og tilføjer:

- Ser vi for eksempel isoleret på de coronaberørte måneder fra marts til og med juni er der her solgt næsten 3.000 flere sommerhuse i forhold til de samme måneder sidste år. 

Husene bidrager også til festen

Sommerhusene kan dog ikke tage hele æren for det høje halvårsresultat. For der har også været rigtig godt gang i salget af villaer og rækkehuse, ligesom ejerlejlighederne er sat ind med en stærk slutspurt.

- Fælles for både huse og ejerlejligheder er, at begge boligtyper kom rigtig godt fra start med høje salgstal i januar og februar. Men da krisen ramte i marts, reagerede de to dele af markedet forskelligt. Salget af villaer og rækkehuse faldt en smule i marts og april men var tilbage på sidste års niveau – og endda lidt over allerede i maj, siger Birgit Daetz og tilføjer:

- Markedet for ejerlejligheder har været hårdere ramt, og det har taget længere tid at få salget af ejerlejligheder tilbage på niveau. Men de seneste tal for juni viser, at der nu også er kommet usædvanlig godt gang i denne del af markedet.

Uanset udviklingen under coronaperioden ligger det samlede handelstal for første halvår for alle 3 boligtyper over resultatet for samme periode i 2019.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Boligudvikling i København frem til 2030

Ungdomsboliger på et modent marked

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Den nye Planlov KURSUS