Et samlet byråd har godkendt visionsoplægget for Bastebrohuset, som er en ny bygning på havnen i Nykøbing Falster. Til gengæld sættes etablering af arealudviklingsselskab på pause.

Byrådet i Guldborgsund Kommune har netop godkendt visionsoplægget for Bastebro, som er en ny bygning, der skal opføres på havnen i Nykøbing Falster. Bygningen skal huse Museum Lolland-Falster, Guldborgsund Kommunes Bibliotek & Borgerservice, billedkunstskole og musikskole.

- Opførelsen af Bastebro er et helt afgørende åbningstræk for realiseringen af helhedsplanen for udvikling af erhvervshavnen her i Nykøbing. Bygningen bliver en stor gevinst for os der bor her, og for dem der kommer på besøg, siger borgmester i Guldborgsund Kommune Simon Hansen (S).

Med sammenflytningen af de 4 kulturinstitutioner estimeres det, at det samlede antal kvm kan reduceres med 30 procent. Samtidig kan driftsomkostninger, renovering og vedligehold reduceres.

Ud over godkendelsen af visionsoplægget for Bastebro har Økonomiudvalget besluttet at sætte ekstra skub i udviklingen af hele den sydlige del af havnen – fra Bastebrostræde til Frederik den IX´s bro. Derfor skal de 100 millioner kr., der er afsat til realiseringen af helhedsplanen bruges til udvikling af 3 nye byrum; udenomsarealerne ved Bastebro, byrummet ”Kondensens Forhave” og byrummet ”Sundparken” i den sydlige del af havnen.

Byudvikling på havne - nye projekter og indfaldsvinkler. Konferencen afholdes den 24. maj 2023.

Nogle af de nuværende bygninger som eksempelvis Markedshallen og Sukkerladen vil indgå som en del af byrummet. Sukkerladen vil på et senere tidspunkt fungere som parkering, mens Markedshallen bliver et sted, der kan huse små værksteder, atelier og små madfestivaller. Den nye bydel vil også få direkte adgang til vandet.

Ifølge planerne vil de første spadestik på området blive taget i slutningen af 2024. Indtil da arbejdes der med lokalplaner for området og senere med konkrete projektforslag for bygningerne og byrummene.

Den anden del af realiseringen af helhedsplanen, som indeholder den nordlige del af havnen forventes tidligst at blive igangsat om nogle år, når de nuværende lejere fraflytter havneområdet.

Ifølge kommunens forvaltning har der været dialog med potentielle investorer om mulige udbudsformer for realiseringen af helhedsplanen.

Planen mødes med positive tilbagemeldinger omkring projektets kvalitet og potentiale, men på baggrund af den konjunkturmæssige situation – samt det faktum, at salg af byggeretter sandsynligvis først opnås om 5-8 år, er det ifølge kommunens forvaltning ikke aktuelt at etablere et arealudviklingsselskab på nuværende tidspunkt.

Derfor sættes arbejdet med etablering af et arealudviklingsselskab på pause med henblik på at vurdere mulighederne igen om 2-3 år.


Relaterede konferencer

Boligudvikling i Jylland

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Den nye Planlov KURSUS

Ny udbudslov KURSUS

Fremtidens betonbyggeri

Køge: det store byggeboom frem til 2032

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND