Et 1,6 millioner kvm stort areal skal rumme 12.000 nye boliger, 184.600 kvm erhverv,  29.000 kvm detail og 6.000 kvm dagligvarebutikker fordelt på byggeri i 3-12 etager.

1960’erne blev Hersted Industripark etableret som et af landets største erhvervsområder. 50 år efter har kommunalbestyrelsen i Albertslund nu besluttet at sende en masterplan (PDF) i høring.

Borgmester Steen Christiansen kalder det i en pressemeddelelse for et af de største byudviklingsprojekter udenfor selve København. Planerne er 12.000 nye boliger, 24.000 ny borgere og flere tusinde nye arbejdspladser i området, der har et areal på 1,6 millioner kvm.

Gennem de senere år er fremtidens lys blevet udviklet, førerløse busser afprøvet og Smart City-løsninger testet i Hersted Industripark i Albertslund. Nu ligger en ambitiøs masterplan op til at skabe fremtidens bydel lige ud til Vestskoven og med letbanen som rullebåndet, der forbinder området til resten af hovedstadsområdet, landet og verden.

- Området med Hersted Industripark har kæmpe potentialer, som vi skal have udnyttet. Masterplanen lægger op til at skabe fremtidens bydel. Jeg forventer mig meget af planen, som skal sørge for en bæredygtig udvikling og ende ud i fremtidens bæredygtige by. Vi trækker skoven ind i byen og vil skabe nye og blandede bydele med både attraktive boliger og erhverv, som hånd i hånd skaber et vitalt liv ved den kommende letbane. Det skal bidrage til et stærkere, rigere og mere selvstændigt Albertslund, siger borgmester Steen Christiansen.

Ifølge Steen Christiansen skal masterplanen bidrage til, at Albertslund i endnu højere grad end i dag manifesterer sig som en grøn og bæredygtig velfærdsby i Hovedstaden. De eksisterende brede veje indsnævres, så der kan etableres cykelstier, fortove og parker. Udviklingen af Hersted Industripark skal ske i 3 faser og forventes tidligst færdigt i 2045. I 1. fase forbindes området med den nye letbane via en ny bygade. Dertil kommer rekreative områder og et urbant bydelscenter i området ved stationen. Senere kommer etableringen af de mere skovnære områder.

NB! Due Diligence - risikovurdering ved køb og salg af ejendom. Kurset afholdes d. 3. marts 2020.

I masterplanen deles Hersted Industripark op i 11 nye kvarterer med nye bebyggelser og beplantning. Hver især vil de have deres særegne karaktertræk, der relaterer sig til områdets historie og omgivelserne. Kvartererne bindes sammen af rekreative boulevarder, langstrakte parker på nedlagte veje, og grønne områder til idræt og leg.

Den nyeste by- og transportteknologi kommer også til at spille en understøttende rolle i den fysiske og digitale infrastruktur ved at gøre færdslen i området både let tilgængelig, sikker og komfortabel. Blandt andet kommer førerløse busser, digitale informationsstandere, intelligent gadebelysning og super-cykelstier til at sætte nye standarder for, hvordan man skaber en moderne og grøn bydel.

Masterplanen er tro mod Albertslund Kommunes værdier og historie, blandt andet på den grønne bane – planen skal i tråd med kommuneplanstrategien have rod i FN’s verdensmål. Albertslund er kendt som den planlagte by med et unikt stisystem, hvor gående og cyklister er adskilt fra den tunge trafik på vejene. Det skal også være modellen i den nye bydel, som lige så stille skal se dagens lys og stå færdig på størrelse med Nordhavn i 2045.

Bag masterplanen, som Urban Creators er rådgiver på, ligger et grundigt arbejde, hvor blandt andet en lang række grundejere, borgere og samarbejdspartnere er blevet inddraget i form af blandt andet interviews og stormøder.

Nu ønsker kommunen at komme i dialog med investorer og udviklere, så visionen og procesplanen for arbejdet kan gå ind i næste etape. På mødet i Kommunalbestyrelsen tirsdag den 12. november, hvor masterplanen blev godkendt og sendt i høring, blev det også besluttet at sætte gang i lokalplanarbejdet med det første konkrete udviklingsprojekt i Hersted Industripark, der skal omdanne et erhvervsområde til boliger.


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Boligudvikling i København frem til 2030

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning