PFA foretager nu sine første direkte ejendomsinvesteringer i Frankrig med investeringer i en historisk kontor- og boligejendom, i servicerede seniorboliger samt i logistikejendomme. Investeringerne er på i alt 3,4 milliarder kr.

PFA investerer nu for første gang direkte i ejendomme i Frankrig. Det sker med 3 investeringer på i alt 3,4 milliarder kr., som samtidig er en central udbygning af PFA’s investeringer i udenlandske ejendomme. Det oplyser pensionsselskabet i en pressemeddelelse.

- En del af vores investeringsstrategi er at øge vores ejendomsinvesteringer uden for Danmark. Og som led i den strategi har det været naturligt at kigge mod investeringer i Frankrig, som er blandt Europas største og ledende økonomier. Her passer de tre investeringer perfekt ind, og med dem er vores portefølje af udenlandske ejendomsinvesteringer nu oppe på cirka 35 milliarder kr., udtaler Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA, i pressemeddelelsen.

Konkret investerer PFA i en historisk kontor- og boligejendom i centrum af Paris, i servicerede seniorboliger på tværs af Frankrig samt i logistikejendomme i veletablerede franske logistikområder.

- Investeringerne i Frankrig har alle fokus på megatrends. For eksempel bidrager investeringen i seniorboliger til at imødekomme det voksende behov for servicerede seniorfaciliteter, der følger af en aldrende fransk befolkning. Samlet er der tale om 3 solide og langtidsholdbare investeringer, der skal bidrage positivt til afkastet på kundernes pensionsopsparinger, siger Michael Bruhn.

NB! Due Diligence - risikovurdering ved køb og salg af ejendom. Kurset afholdes d. 3. marts 2020.

Kontor- og boligejendom i Paris
PFA investerer knap 1,9 milliarder kr. i den klassiske ejendom Square d’Orleans i Paris. Ejendommen ligger centralt i den franske hovedstad, hvor der er et begrænset udbud og en høj efterspørgsel efter både kontorer og boliger. Ejendommen er på 13.700 kvm fordelt på 5.500 kvm bolig og 8.200 kvm kontor. Ejendommen renoveres og ombygges henover en længere periode og omdannes således til en moderne og inspirerende co-working/co-living ejendom.

Servicerede seniorboliger på tværs af Frankrig
PFA investerer 750 millioner kr. i et separat mandat inden for servicerede seniorboliger, hvor det forventes at opnå en portefølje på 1.300 seniorboliger fordelt på 10-15 ejendomme på tværs af Frankrig. Der investeres løbende i seniorboligejendomme, som enten er opførte og skal udvikles eller leveres færdigbygget. Alle ejendommene udlejes til en professional operatør, som leverer en række services. Boligerne er målrettet gruppen af såkaldt uafhængige seniorer.

Baggrunden er, at antallet af ældre over 75 år er kraftigt stigende i Frankrig, hvor særligt antallet af uafhængige seniorer vokser betydeligt.

Logistikejendomme i veletablerede franske logistikområder
Logistiksektoren i Frankrig forventes at opleve fortsat vækst med øget efterspørgsel, hvilket blandt andet understøttes af stigende e-handel. Derudover er det franske logistikmarked præget af et begrænset udbud af især moderne og effektive logistikejendomme.

I den forbindelse investerer PFA 750 millioner kr. i et separat mandat inden for logistikejendomme i Frankrig. Der investeres løbende i logistikejendomme, som enten er opførte og skal udvikles eller leveres færdigbygget. Rent geografisk er der fokus på logistikejendomme beliggende nær bycentrum, havne og lufthavne i veletablerede franske logistikområder og byer som eksempelvis Bordeaux, Lyon, Lille og Paris.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Fremtidens betonbyggeri

Ungdomsboliger på et modent marked

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS