I bebyggelsen Dalhusene omdannes de gamle loftrum til 36 nye tagboliger med udsigt over Vanløse. Svanemærket sikrer boligerne et lavt energiforbrug og et sundt indeklima, hvilket gør dem skræddersyede til fremtidens boligmarked.

Efterspørgslen på boliger i de større danske byer har de senere år betydet, at de uudnyttede kvm i eksisterende ejendomme i stigende grad bliver anvendt til tagboliger. Som bygherre har pensionskassen JØP tidligere været involveret i en række tagboligprojekter i København og Aarhus, og med Danmarks første svanemærkede tagboliger tager pensionskassen det naturlige næste skridt. Det fortæller Mikkel Svenstrup, investeringsdirektør i JØP.

- Vi vedligeholder og optimerer løbende vores ejendomsportefølje, blandt andet ved at opføre tagboliger, der sikrer os flere centralt beliggende boligkvadratmeter og nye lejere. I vores arbejde med at skabe det bedst mulige afkast til vores medlemmer er vi også forpligtet på at være fremsynede. Vi skal følge med udviklingen og være opsøgende på nye muligheder, og i den forbindelse vurderer vi, at svanemærkede boliger har et stort potentiale, siger Mikkel Svenstrup.

Certificeringen af Dalhusenes nye tagboliger betyder blandt andet, at energiforbruget er lavt, at både byggematerialer og kemiske produkter lever op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer, og at byggeaffaldet sorteres og sendes til recirkulering. Også de nye udearealer opføres i overensstemmelse med Svanemærkets krav, og det er alt sammen med til at skabe en boligløsning skræddersyet til fremtidens behov.

- Svanemærkets krav til kemikalier reducerer miljøbelastningen under produktionen, og mindsker samtidig beboernes eksponering for kemikalier. Vi oplever i stigende grad at boligmarkedet bevæger sig mod boliger, der både er opført med sunde materialer og sunde at opholde sig i, og vi forventer derfor også, at Dalhusenes tagboliger er en sund investering, siger Mikkel Svenstrup.

NB! Tagboliger og altaner i eksisterende ejendomme - planlægning og løsninger. Konferencen afholdes d. 5. september 2019.

Svanemærket byggeri 4-doblet på 3 år
Allerede i dag ser 6 ud af 10 danskere efter Svanemærket, når de vælger varer, og der er en stigende interesse for svanemærket byggeri. Ifølge en ny statistik fra Nordisk Miljømærkning er antallet af svanemærkede byggerier i Norden firedoblet de seneste 3 år.

Og det overrasker ikke Niels Christian Nielsen, kreativ direktør og partner i Arkitektfirma Hune & Elkjær, der er tegnestuen bag de svanemærkede tagboliger.

- Bæredygtighed er fremtiden, også indenfor boligbyggeri. Det er blevet en del af det værdisæt, vi som samfund træffer fremtidens beslutninger ud fra. Svanemærket boligbyggeri giver derfor god mening – både fra et miljø- og klimavenligt perspektiv og fra et økonomisk og bæredygtigt perspektiv. I en svanemærket bolig kan tidens og fremtidens klimabevidste generation leve et sundt liv med indbygget bæredygtighed, siger han.

Udover certificeringen med Svanemærket bliver de nye tagboliger kendetegnet af højloftede rum, nye kviste og tagterrasser, der tilsammen skaber gennemlyste, moderne boliger. Samtidig muliggør tagboligprojektet en renovering af bebyggelsens trappeopgange samt nye opholdsarealer med blandt andet cykelskure og haverum.


Relaterede konferencer

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Boligudvikling i København frem til 2030

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Den nye Planlov KURSUS

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS