Artiklen er opdateret kl. 13.41 med information fra Byrummonitor om, at det eksisterende rådhusbyggeri skal nedrives.
Inden jul inviterede Herlevs kommunalbestyrelse AG Gruppen, NPV, NREP og PensionDanmark til at byde ind med idéoplæg til rådhusgrundens anvendelse. De forskellige idéoplæg tog afsæt i de ønsker, som kommunalbestyrelsen i fællesskab havde defineret. Nu har kommunalbestyrelsen besluttet, hvem der samlet set havde svaret bedst på ønskerne, og valget faldt på NREP.
NREP er derfor blevet udvalgt til - i samarbejde med Herlev Kommune - at udfærdige et skitseprojektet for rådhusgrundens fremtid. Afsættet er et ønske om at skabe et blandet boligområde med fokus på bæredygtighed og tydelige arkitektoniske referencer til det historiske Herlev og Saxbo, det gamle keramikværksted.
Rådhusgrunden vil i fremtiden rumme boliger til herlevborgerne, nye pladser, grønne byrum og samtidig sikre en naturlig forlængelse af Herlev Bygade i et ønske om at genskabe Saxbo som en kulturel markør og samlingspunkt for byen og byens historie, lyder det.
Befolkningsudvikling og ejendomsmarkedet. Konferencen afholdes den 28. marts 2023.
- Vi har valgt NREP som samarbejdspartner til den næste fase af udviklingen af den gamle rådhusgrund. NREP har et ambitiøst fokus på social og klimamæssig bæredygtighed og udviste i visionsoplægget stor forståelse for Herlevs kulturhistoriske værdier og arkitektur, hvilket endte med at gøre udfaldet, siger borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen (S).
Hos NREP har man modtaget nyheden med stor glæde, men også med stor ydmyghed. Thomas Riise-Jakobsen, partner i NREP, ser frem til samarbejdet med Herlev Kommune.
Trends: Luksus, servicerede boliger, bofællesskaber, senior- og share boliger. Konferencen afholdes den 13. april 2023.
- Vi kender Herlev Kommune indgående på grund af vores igangværende arbejde i Herlev Bymidte, og vi er rigtig glade for vores samarbejde med forvaltningen, kommunalbestyrelsen og byens mange engagerede borgere. For os er det en helt særlig opgave og forpligtelse at få lov til at udvikle rådhusgrunden og på den måde afslutte vores arbejde i det centrale Herlev. For os er ambitionen klar: Vi ønsker at skabe et nyt byområde med tydelig arkitektonisk forståelse for det historiske Herlev og som samtidig svarer på morgendagens udfordringer. Et blandet boligområde med fokus på bæredygtighed og større biodiversitet. Vi glæder os til samarbejdet med hele byen, siger Thomas Riise-Jakobsen
NREP har arbejdet med Holscher Nordberg og SLA om idéoplægget. Forventningen er, at lokalplansprocessen kan opstartes i sidste halvdel af året.
Ifølge Byrummonitor indebærer udviklingen af grunden, at det eksisterende rådhusbyggeri på 7.560 kvm skal nedrives.