Stensdal Group sælger sine aktier i Tetris. Ind kommer NREP, der har en plan for byggeri af seniorbofællesskaber med 1.000 lejeboliger.

Der kommer nu turbo på udbredelsen af Tetris’ nyudviklede boligfællesskaber for seniorer. NREP’s investering i Tetris muliggør nemlig en ambitiøs 5-årig udviklingsplan, der blandt andet omfatter opførelse af 1.000 nye lejeboliger i seniorvenlige boligfællesskaber.

- Vi har gennem omfattende research og analyser udviklet et stærkt og nyskabende koncept for seniorbofællesskaber, og vores analyser viser, at der er et stort uudnyttet potentiale for lejeboliger med fællesskabet i centrum. Samtidig har interessen fra både kommuner og potentielle lejere været overvældende. Med NREP som investor får vi mulighed for at opfylde vores drøm om at udbrede vores nyskabende seniorvenlige boligfællesskaber til hele Danmark, siger Rasmus Friis, CEO og grundlægger af Tetris.

De første 1.000 boliger får et samlet areal på over 80.000 kvm, fordelt på 15 lokationer. I første fase primært på Sjælland, fx Ballerup, Slagelse, Næstved og Holbæk, men hos NREP lægger man ikke skjul på, at potentialet er endnu større.

- En ny rapport fra VIVE viser, at 25 procent af alle 52-62-årige danskere overvejer at flytte indenfor de næste 5 år. Og af dem ser helt op mod 40 procent senior­bo­fælles­skaber som attraktivt. Mange seniorer bor i dag i en bolig, som de synes er blevet for stor, men de reelle alternativer er få. Der findes simpelthen ikke nok boliger, der matcher seniorernes ønsker. Med tanke på, at 1/3 af Danmarks befolkning vil være over 55 år i 2030, er her et betydeligt potentiale, siger Rune Kock, partner i NREP.

NB! Seniorboliger og seniorkollektiver - idéer, udvikling og byggeri. Konferencen afholdes d. 8. oktober 2019.

- Tetris er på forkant med udviklingen og er gode til at se, hvad byer og borgere gerne vil have. Ligesom Tetris arbejder vi grundigt og langsigtet med for eksempel antropologer og andre eksperter for at udvikle boligkoncepter, som både matcher reelle behov hos brugerne og løser vigtige problemer i samfundet. Vi ser et godt og skalerbart potentiale i Tetris, uddyber han.

Tetris, som består af både en entreprenørforretning og en udviklingsdel, fortsætter som selvstændig virksomhed. Virksomheden har i alt 60 medarbejdere, og den nuværende ledelse med Rasmus Friis, Tomas Jandorf og Michael Borchers fortsætter. Rune Kock fra NREP træder ind som bestyrelsesformand, mens Stensdal Group sælger sine aktier i Tetris og træder ud af bestyrelsen.

- Vi har i høj grad værdsat samarbejdet omkring udviklingen af Tetris og glæder os over, at koncernen står så stærkt, at NREP har ønsket at investere. Vi er overbevist om, at den positive udvikling vil fortsætte på baggrund af virksomhedens stærke fundament og kultur, siger afgående bestyrelsesformand Søren Stensdal.

Tetris’ nuværende projekter færdiggøres som planlagt og påvirkes ikke af transaktionen. Plesner og Catella har medvirket som Tetris’ rådgiver i transaktionen, og Accura og PwC har bistået NREP. Det er NREP’s nordiske fond ’NSFIII’, der står bag investeringen, og handlen gennemføres 30. august 2019


Relaterede konferencer

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Fremtidens betonbyggeri

Ny udbudslov KURSUS

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Boligudvikling i Jylland

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Den nye Planlov KURSUS

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS