Kreds af erhvervsfolk med blandt andre indehaver af lokal tegnestue købte i foåret 2018 vandtårnet til langt under den oprindelige udbudspris. Nu skal den omdannes til boliger med udsigt til Øresund.

Hornbæk Vandværk satte i september 2017 det 15 meter høje vandtårn på en 700 kvm stor grund på Sauntevej 24 i Hornbæk til salg for knap 1,9 millioner kr. ved Nybolig Peter Leander i Hornbæk.

I april 2018 blev vandtårnet for 1,3 millioner kr. solgt til en kreds af erhvervsfolk i selskabet Vandtårnet Hornbæk ApS, der blandt andre har Peter Jørgen Grumstrup Pedersen i ejerkredsen. Han er indehaver af Tegnestuen Hornbæk, der har udarbejdet skitser for et nyt projekt for vandtårnet, som By, Plan og Miljøudvalget i Helsingør ifølge Helsingør Dagblad har godkendt.

Tidligere har der været planer om, at vandtårnet skulle omdannes til hotel og ferielejligheder, men det nye projekt omfatter 3 boliger fordelt på de 3 øverste etager.

Der vil blive etableret et trappetårn som bliver adgangsgivende til de 3 boliger. Trappetårnet vil indeholde en åben ståltrappe, samt en indbygget elevator i trappeskakten. Udover adgang til de 3 boliger, vil trappetårnet også give adgang til en tagterrasse.

– Vi sender projektet videre til behandling hos embedsmændene. Og det er et udtryk for, at udvalget i enighed synes, at det her ser spændende ud, konstaterer Christian Holm Donatzky, radikalt byrådsmedlem og formand for udvalget, til Helsingør Dagblad.

Vandtårnet er bygget i 1936. Det er tegnet af ingeniør C.H. Pape og blev bygget af entreprenør Laur. Andersen. Det kostede dengang 30.000 kr. at bygge vandtårnet, der erstattede en eksisterende højdebeholder fra 1906, som ikke længere kunne leve op til datidens voksende vandforbrug.

I dag er situationen den omvendte. I dag er der tilstrækkelig vandkapacitet i de rentvandstanke, som findes på vandværket. Forbruget af vand er nemlig faldet drastisk over de seneste 30 år.

I 2005 tog den daværende bestyrelse i Hornbæk Vandværk tårnet ud af drift, da forsyningssikkerheden blev sikret med ny og tidssvarende teknologi. Vandtårnet er derfor heller ikke tilkoblet Hornbæk Vandværk, og der er ikke ledninger, der skal tages hensyn til i forbindelse med bebyggelse.

Ejendommen ligger tæt på centrum i den kendte badeby på Nordsjællands kyst og er offentligt vurderet til 1,1 millioner kr.


Relaterede konferencer

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Fremtidens betonbyggeri

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Den nye Planlov KURSUS

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter