Flere og flere landsbyer forener kræfterne i landsbyklynger for at sikre institutioner og skabe nye aktiviteter. Lokal organisering er fundamentet for udvikling, mener Landdistrikternes Fællesråd.

I nogle landsbyer bliver der færre indbyggere, hallen står tom og købmanden drejer nøglen om. Men nu spirer såkaldte landsbyklynger frem og viser nye veje. Pilotprojektet, der blev igangsat i starten af 2015 af DGI, Realdania og Lokale- og Anlægsfonden, startede ud med i alt 50 landsbyer i 5 danske kommuner, som skulle indgå samarbejder i såkaldte klynger.

Og nu viser en ny evaluering, at 87 procent af lokalsamfundene mener, at projektet har styrket deres evne til at samarbejde. Tilsvarende mener 87 procent, at projektet har højnet deres evne til at se mere langsigtet på udviklingen af lokalområdet.

Hos Landdistrikternes Fællesråd, der repræsenterer hovedparten af de kommuner, landsbyklyngerne ligger i, mener man, at projektet gavner lokalområderne.

- Det er meget positivt, at evalueringen af pilotprojekt Landsbyklynger viser, at landsbyer står stærkere, når de samarbejder. Samarbejde mellem nabolandsbyer er netop en spirende tendens, vi oplever i landdistrikterne i disse år, siger formand Steffen Damsgaard.

På trods af den borgerdrevne tilgang spiller samarbejdet med kommunen en vigtig rolle i projektet. Eksempelvis deltager en kommunal repræsentant i styregruppen, og kommunen fungerer som afsender af den officielle ansøgning og som økonomiske bidragsyder. På den måde sikres en styrket forbindelse mellem landsbyerne og de planer for udvikling, som kommunen har.

Målet har i projektet været at etablere et styrket samarbejde med kommunen, så borgere og kommune i fællesskab kan optimere den kommunale service.

Og de første tegn er positive. 72 procent anser, at samarbejdet med kommunen er styrket, således at borgere og kommune i dag i fællesskab kan optimere den kommunale service.

- Et af de helt afgørende elementer for at skabe lokal vækst og udvikling er samarbejdet med kommunen. Landsbyklynge-organiseringen er ingen hindring for at der kan sikres en styrket forbindelse mellem landsbyerne og et godt samarbejde med kommunen om de planer for udvikling, som kommunen skal lave, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

Han understreger samtidig, at det er Landdistrikternes Fællesråds vurdering, at lokal organisering er fundamentet for lokaludvikling.

De 5 første landsbyklynger, som indgår i evalueringen, og som omfatter 50 landsbyer, ligger i følgende kommuner: Faaborg-Midtfyn, Hjørring, Syddjurs, Vordingborg og Ringkøbing-Skjern.

DGI er medlem af Landdistrikternes Fællesråd.


Relaterede konferencer

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Fremtidens betonbyggeri

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Ungdomsboliger på et modent marked

Ny udbudslov KURSUS

Den nye Planlov KURSUS