I dag, den 20. februar 2017, skydes konkurrencen om en ny masterplan for Levantkaj i Nordhavn i gang. 5 arkitektteams deltager.

I dag er de 5 teams, der skal konkurrere om at tegne en ny masterplan for Levantkaj, Skudehavnen og Skudeløbet, på besigtigelsestur i området. Konkurrenceopgaven består i at omskabe holmen til et blandet bykvarter med boliger, erhverv, institutioner og kultur, der sammen skal skabe rammen for det gode hverdagsliv for 10–12.000 kommende beboere og medarbejdere.

Området bruges i dag til containerterminal, der flyttes til en anden lokation. I alt er der tale om et grundareal på 340.000 kvm og 130.000 kvm vandareal. Der kan opføres 30.000 kvm byggeri på Levantkajs vestlige del og 475.000 kvm på den østlige del inklusive parkeringshuse.

Overskriften for Levantkaj er ifølge konkurrenceprogrammet, at kvarteret skal samle alle Nordhavns kvaliteter i ét bykvarter. Levantkajs størrelse gør det muligt at skabe et intenst urbant byliv med arbejdspladser, butikker og restauranter omkring og i nærheden af den kommende metrostation og metrolinjen.

NB! Nordhavnen - de næste faser 2017-2030. Konferencen afholdes d. 24. marts 2017.

Konkurrenceprogrammet lægger op til en bynatur, der lader sig inspirere af det eksisterende, vildtvoksende grønne landskab omkring Skudehavnen, som er et intimt vandrum, hvor der oftest er læ. Men også en bynatur der er inspireret af oplevelserne ved den sydlige kaj med udsigt til Øresund så langt øjet rækker.

Endelig beskriver konkurrenceprogrammet, at det skal være muligt at kunne dyrke et aktivt udeliv i kvarteret samtidig med, at der andre steder er plads til ro og fordybelse. Programmet tager udgangspunkt i, at der etableres en sammenhængende sydvendt havnepark, der ligger ”for foden” af byen.

Der kan placeres op til 4.500 kvm detailhandel i området samt publikumsorienterede serviceerhverv som caféer og restauranter.

Nordhavns første folkeskole ønskes opført i området sammen med en idrætshal og en 11-mands kunstgræsbane. Københavns Kommune ønsker endvidere, at området kommer til at indeholde et kulturelt væksthus bestående af kulturhus og bibliotek. Desuden er der ønske om et havnebad i tilknytning til et vandkulturhus.


Relaterede konferencer

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Den nye Planlov KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Boligudvikling i Jylland

Boligudvikling i København frem til 2030

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Køge: det store byggeboom frem til 2032