En enkeltperson skal hoste op med 7.000 kr. for en overnatning på et 10 kvm stort standard dobbeltværelse på Copenhagen Star Hotel den 8. og 9. juni 2016. Den administrerende direktør i selskabet bag det 3-stjernede hotel på Vesterbro betegner Københavns hotelmarked som "crazy".

København er blevet en populær kongresby, og det nyder hovedstadens hoteller godt af.

Den 9.-12. juni 2016 er der European Hemalogy Association Congress (EHA) i Bella Centret. Arrangementet har længe været skrevet ind i kalenderen på Copenhagen Star Hotel, der sammen med en række andre hoteller ligger et stenkast fra Hovedbanegården på hjørnet af Colbjørnsensgade og Istedgade i gadens mest livlige ende.

NB! Bestyrelsesarbejde i ejendomsselskaber. Seminaret afholdes d. 6. september 2016.

- Hele København har været så smart at sælge sig selv ud. Der er kun få værelser tilbage i perioden fra den 8. til 12. juni, hvor der er 9.000 personer i Bella Centret til EHA, siger direktør på Copenhagen Star Hotel, Stig Nielsen og påpeger, at der samtidig kommer krydstogtskibe til København i perioden.

- Det vil sige, at hele København vælter. Og når det sker, så lander prisen derefter. Og den bliver kun værre, siger han og forudser, at priserne kommer endnu højere op for en enkeltperson, der vil overnatte på et standard dobbeltværelse.

Det 3-stjernede Copenhagen Star Hotel har 134 værelser. Priserne starter ved 545 kr. på hotellet, som rummer alt fra enkeltværelser til familieværelser med 5 sengepladser. Lige nu bliver de revet væk.

- Folk booker gladeligt i øjeblikket. Det er ikke feriegæster, der booker værelserne, Det er firmagæster, som absolut skal til kongresserne, og de er sådan set ligeglade med prisen. Det er dem, vi henter ind her. Den 8. og 9. juni kan priserne komme endnu højere op på omkring 9-10.000 kr. per overnatning. Den 10.-12. juni er priserne lavere, men de begynder nok også snart at stige, fortæller Stig Nielsen.

NB! Erhvervslejelovens nye udvikling. Seminaret afholdes d. 25. august 2016.

Et standard dobbeltværelse til 1 person varierer på Copenhagen Star Hotel prismæssigt fra 680 kr. per overnatning til et loft, der afhænger af udbud og efterspørgsel og derfor ikke er fastsat. Set over et helt år ligger gennemsnitsprisen på mellem 1.100 og 1.200 kr., men i de perioder, hvor der er allermest pres på hovedstadens hoteller, ryger priserne altså gevaldigt i vejret. Der er dog forskel på, hvor ofte det sker.

- Det er forskelligt fra år til år. I 2016 har vi 3 eller 4 perioder, hvor jeg forventer priser på samme niveau som i perioden fra den 8. til 12. juni 2016. Det er jo ret meget, idet hver af perioderne har en varighed på 4-6 dage. Så det drejer sig om cirka 20 dage årligt. Ser man bort fra kongresserne er det samtidig også meget dyrt på de dage, hvor krydstogtskibene lægger til, påpeger Stig Nielsen.

Copenhagen Star Hotel ejes af Hotel Property Group, og selskabets administrerende direktør, Martin Trolle Thomsen, er klar i mælet, når han skal beskrive tilstanden på Københavns hotelmarked.

- Det er helt crazy. Det er vanvittigt, siger Martin Trolle Thomsen.

NB! Moms og skat 2017 for byggeprojekter og ejendom. Seminaret afholdes d. 6. december 2016.

Hotel Property Group ejer 4 hotelejendomme i København, men det kunne have været flere, hvis man ikke var røget ud i stormvejr under finanskrisen, hvor investorerne bag blev ramt af samarbejdspartneres fald, der udløste en dominoeffekt, hvor brikkerne væltede på stribe. Et større projekt var undervejs i 2006, men det gik i vasken, da en konkurs ramte långiveren Nordic Pantebrevsinvest ved tidligere storarktionær i Parken Sport & Entertainment, Patrick de Vela - tidligere kendt som Steen Patrick Vela og Steen Larsen.

- Han var i øvrigt storaktionær i vores selskab, men røg så ud der, idet vi købte hans aktier, da han gik konkurs. Hans koncern havde via et datterselskab givet et lån til projektet, og da de gik konkurs havde Roskilde Bank pant i det. Roskilde Bank gik så selv på røven, hvorefter det endte i Finansiel Stabilitet, fortæller Martin Trolle Thomsen.

Ifølge Danmarks Statistik er der 110 hoteller i Storkøbenhavn med mere end 40 senge. De har tilsammen 17.500 værelser og 35.700 sengepladser, men flere undersøgelser peger på, at det slet ikke er nok. I eksempelvis Nordhavn har både pensionskasser og private udviklere konkrete planer om 3-4 nye hoteller ud over de mange udvidelser og nyetableringer, som allerede er undervejs rundt omkring i København. Hotel Property Group kigger da også på mulighederne for investere yderligere på hovedstadens hotelmarked.

- Ja, det gør vi. Det har vi gjort et stykke tid, men vi kan ikke rigigt finde noget. Vi skulle nok have købt noget under krisen, men der var vi ikke i finansiel stand til at gøre det. Vi var en koncern, som var så uheldige, at vi havde 2 långivere, der gik konkurs (henholdsvis Nordic Pantebrevsinvest og Fionia Bank, som delvist blev opkøbt af Nordea og delvist overgik til Nova Bank Fyn under Finansiel Stabilitet, red.), så vi røg i FS Finans. Og der var vi låst på arme og ben. Vi fik så refinansieret os ud af det for 1,5 år siden, siger Martin Trolle Thomsen.

Ud over Copenhagen Star Hotel ejer Hotel Property Group Hotel Richmond, Plaza Copenhagen og Mercur Hotel, hvor Simon Spies i sin tid havde kontor på 1. salen. De 4 hoteller med sammenlagt 473 værelser ligger i hvert sit selskab under et holdingselskab. Hotel Property Groups primære forretningsområde er at eje, udvikle og udleje velbeliggende cityhoteller, men selskabet står gennem datterselskaber selv for driften af Copenhagen Star Hotel og Mercur Hotel, mens den svenske hotelkæde Profil Hotels står for driften af de øvrige 2 hoteller.

NB! Udvikling af butikscentre for 3,9 milliarder. Konferencen afholdes d. 27. september 2016.

- Til at starte med drev vi ikke nogle af dem selv. Så smed vi en kunde ud (den norske hotelkæde Norlandia Hotel Group, red.). De røg først ud af Copenhagen Star Hotel, så der overtog vi driften af hotellet og oprettede et selskab til det den 1. maj 2011. De røg så ud af Mercur året efter 1. juni, hvor vi oprettede endnu et datterselskab - Mercur Hotel ApS -, som så driver det hotel, siger Martin Trolle Thomsen.

Hotel Property Group har gennem de seneste 5 år samlet haft et overskud på 32,8 millioner kr. Nettoomsætningen ligger på godt 7 millioner kr. årligt, mens årsresultatet har været stigende i de sidste par år, hvor man senest i 2015 kom ud med et resultat på 9,7 millioner kr.

Copenhagen Star Hotel har gennem de seneste år leveret stor fremgang, og hotellet kom ud af 2015 med et resultat på 6,8 millioner kr. mod 3,8 millioner kr. i 2014. I 1. kvartal 2016 har hotellet totalrenoveret 2 etager, og resten forventes totalrenoveret i 1. kvartal 2017.

Også på Mercur Hotel peger pilen i den rigtige retning. Hotellet leverede et årsresultat på 8,2 millioner kr. i 2015 mod 4,8 millioner kr. året før.


Relaterede konferencer

Boligudvikling i Jylland

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens