Byrådet i Odense har godkendt, at der frigives 8 millioner kr. som anlægsbevilling til bygherrerådgivning og totalrådgivning i forbindelse med byomdannelse af Vollsmose. Dermed kan der sættes gang i arbejdet med at omdanne bydelen for 300 millioner kr.

I maj 2015 godkendte Odense Byråd "Fremtidens Vollsmose - Byudviklings- og Infrastrukturplan". Infrastrukturplanen er baseret på "Kvarterplan 5240/Vollsmose - fra boligområde til bydel", der er udarbejdet af et Offentligt Privat Partnerskab mellem Odense Kommune, Dan Mark Ejendomme, University College Lillebælt og boligorganisationerne Civica og Fyns Almennyttige Boligselskab samt beboerrepræsentanter fra Vollsmose.

Planen var en forudsætning for en ansøgning om infrastrukturmidler fra Landsbyggefonden fra de midler, der blev afsat i statens boligpakke fra 2010. Den samlede økonomi i hele infrastrukturplanen er på 220 millioner kr. fra Landsbyggefonden samt kommunale midler på 80 millioner kr. frem mod 2020. Odense Kommune har med Budget 2015 afsat en anlægsramme på 45 millioner kr. og med Budget 2016 35 millioner kr.
 
Onsdag den 17. maj 2017 skulle byrådet så tage stilling til, om det omfattende projekt skulle igangsættes med i første omgang en ansøgning om frigivelse af en anlægsbevilling på 8 millioner kr. til bygherrerådgivning og totalrådgivning på det samlede projekt.

Dansk Folkeparti stemte imod og Venstre undlod at stemme, men resten af partierne i Odense Byråd godkendte frigivelsen af 8 millioner kr. til bygherrerådgivning og totalrådgivning.

- Planen skal være med til at gøre op med Vollsmoses grundlæggende strukturelle udfordringer. Det er et langt, sejt træk, som både beboere, boligorganisationer, kommunen og Landsbyggefonden har været og er en del af, sagde Odense borgmester Peter Rahbæk Juel.

- Byudviklings- og infrastrukturplanen er afgørende for den samlede vision for transformationen af Vollsmose og Odense. Udviklingen er et af sporene i den samlede strategi for udviklingen af Vollsmose, hvor der arbejdes med at understøtte visionen om, at Vollsmose skal være en mangfoldig bydel, som er attraktiv at bo og komme i. For når vi udvikler byen, er det jo netop for at skabe en bedre by og bedre bydele til glæde for alle odenseanere, sagde han videre.

Hovedelementer i infrastrukturplanen er en helt ny struktur ved etablering af en promenade, pladser og en letbane igennem Vollsmose, der sammen med en ny bygade forbinder Ejbygade og Vollsmose Allé ved en forlængelse af Risingvej, samt forbindelser gennem Vollsmose ved Bøge- og Birkeparken.
 
Planen danner ifølge Odense Kommune grundlag for store investeringer i infrastruktur i Vollsmose. I planen forfølges mulighederne for at bruge infrastruktur som løftestang for en generel udvikling af bydelen. Infrastrukturplanen føjer nye forbindelser til og fra Vollsmose, og der skabes nye udviklingsområder af mulige følgeinvesteringer langs letbane og veje.

Intentionen er at skabe nye og bedre sammenhænge internt mellem bydelens forskellige enklaver og funktioner, mellem boliger, institutioner, servicefunktioner og butikker. De nye interne forbindelser med integreret trafik kan skabe mere tryghed for cyklister og fodgængere indenfor bydelen.

Den samlede afsatte kommunale anlægsramme dækker udgifter til Risingsvejs forlængelse, Bygaden, interne vejforbindelser, stier i grønne arealer, en promenade – lille andel ved Vollsmose torv. Udgifter i relation til Letbanens Linje 2 afholdes ikke af anlægsrammen, da denne etape endnu ikke er politisk besluttet. Projektet udvikles og etableres dog på en måde, hvor Letbanens Linje 2 på smidig vis efterfølgende vil kunne indpasses. De første almene såvel som kommunale delprojekter forventes igangsat i 2018.


Relaterede konferencer

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Ny udbudslov KURSUS

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Boligudvikling i København frem til 2030

Servitutter og lokalplaner KURSUS