JAJA Architects er tildelt Akademiraadets ærespris for arbejdet med By & Havns parkeringshus Ejler Bille i Ørestaden på Amager.

Akademiet for de Skønne Kunster indstiftede medaljen i 2016 til minde om den danske billedkunstner Franciska Clausen.

I år tilfaldt medaljen Jan Tanaka, Jakob Steen Christensen og Kathrin Susanna Gimmel fra JAJA Architects for arbejdet med P-hus Ejler Billes facader.

Facaderne er klædt i felter af patchwork i strækmetal og murede dele i forskellige størrelser. Store felter af rustent strækmetal beklæder facadernes øverste dele, og hvor facaderne møder gadens rum og liv, bliver skalaen mindre og mere oplevelsesrig med små nicher, detaljeret murværk og facadebeplantning, så der skabes en kantzone, der på trods af den lukkede facade bibringer en oplevelse, når man passerer p-huset.

Akademiraadet skriver i sin motivering:

Parkeringshuse er, indtil videre, et nødvendigt onde i vores byer; et ofte malplaceret infrastrukturelt element i det samlede bybilledes facader og kantzoner. Men på et nyt p-hus i den københavnske Ørestad er det lykkedes arkitekterne fra JAJA Architects, gennem en smuk bearbejdning af facaderne, at komme med et overbevisende bud på, hvordan dette kan gøres anderledes.

By & Havn er bygherre og ejer af Ejler Bille P-huset. Selskabet har tidligere samarbejdet med JAJA Architects, bl.a. i forbindelse med opførelsen af det internationalt berømmede Lüders P-hus et med Konditaget i Århusgadekvarteret i Nordhavn i København.

 - Hver gang, vi opfører et parkeringshus, kigger vi ind i helheden og stiller os selv spørgsmålet hvad p-huset kan bidrage med til kvarteret, siger adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

- I Ejler Bille P-husets tilfælde er der særligt arbejdet med æstetikken og bæredygtigheden. I Lüders P-huset i Nordhavn, som ligeledes er tegnet af JAJA, tilføjede vi 'den femte facade' - tagetagen - som er omdannet til offentligt byrum med idrætsfaciliteter og udsigt til Øresund til glæde for kvarterets beboere og besøgende i området.

- Vi har et rigtig fint samarbejde med JAJA Architects, der er dygtige til at skubbe os i en retning, hvor p-husene bliver mere end 'bare' koncentrerede parkeringspladser, og det er glædeligt, at Akademiraadet værdsætter deres arbejde med facaderne på p-hus Ejler Bille.


Relaterede konferencer

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Ny udbudslov KURSUS

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Stormflodssikring af by- og landområder

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse