Der er mange nye hotelværelser på vej til det danske marked i disse år, og de fleste slår dørene op i København. Det kan ses på forventningerne til de kommende år blandt hotellerne i byen, viser Horestas nye konjunkturanalyse.

Et utal af kraner og entreprenørfirmaer arbejder lige nu på at bygge nye hoteller på tværs af Danmark. Hovedstaden har udsigt til flest nye værelser, og med dem vil konkurrencesituationen ændre sig.

I Horestas nye konjunkturanalyse er hotellerne i København blevet spurgt til deres forventninger til både 2019 og 2020.

”Der er ingen tvivl om, at optimismen aftager en smule i takt med, at der åbner nye hoteller og konkurrenter. Vi er nemlig i en periode, hvor udbuddet vokser hurtigere end efterspørgslen”, siger Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Horesta.

I 2019 forventer 39 procent af hotellerne en vækst i antallet af solgte værelser sammenlignet med 2018. Næste år tror blot 30 procent på selvsamme positive udvikling.

Forventningerne skal ses i lyset af et 2018, hvor mange oplevede et dårligere resultat end tidligere.

”Analysen viser, at de københavnske hoteller oplevede et fald i antallet af solgte værelser i 2018, og det ramte en stor del af virksomhederne på bundlinjen. Derfor følger hotellerne med stor spænding udviklingen i det københavnske marked lige nu, mens de ruster sig til den nye konkurrencesituation”, siger Annette Hyldebrandt.

Hun tilføjer, at der tidligere har været store tilgange af ny hotelkapacitet over en kort tidsperiode, men aldrig før så mange hotelåbninger, som København oplever lige nu.

I årets fem første måneder havde hotellerne i Region Hovedstaden en overnatningsvækst på 4,3 pct. i forhold til 2018. På trods af denne flotte vækst er der dog stadig et stykke vej til at følge med væksten i nye værelser, som fra 2019 til 2021 vil øges med 40 pct.

Horestas forventning er, at efterspørgslen vil følge efter udbuddet, som man set det historisk.

”Det vil kræve flere turister til byen for at fylde alle de nye værelser. Samtidig er det dog også mere kapacitet, der skal til, hvis hovedstadens turisme skal nå helt nye højder. Således består der et stort markedsføringsarbejde i at fortælle om København og Danmarks mange muligheder til nye segmenter, for hotellerne har investeret og står klar til at modtage gæsterne”, lyder det fra Annette Hyldebrandt.


Relaterede konferencer

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Stormflodssikring af by- og landområder

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND