450 boliger er på tegnebrættet for den 1. etape af den nye grønne bydel nord for Nørrestrand i Horsens. Et team bestående af Årstiderne Arkitekter og Sweco skal sammen stå i spidsen for udviklingen af den nye bydel.

Horsens Kommune har nu solgt den første store bid af området nord for Nørrestrand, hvor en ny bydel med naturen som omdrejningspunktet skal udvikles. Køberen af arealet på 225.000 kvm er ejendomsselskabet Birch Ejendomme, der har base i Silkeborg. Selskabet løftede i dag sløret for et stort boligprojekt, som omfatter 450 boliger, der bliver fordelt i forskellige kvarterer, og hvor naturen er tænkt ind som grønne korridorer.

- Hele visionen for udviklingen af Nørrestrand med fokus på nye boligområder, der er tilpasset naturen, er rigtig spændende. Ligesom i Bygholm Bakker, hvor vi bygger cirka 400 lejeboliger på Rantzausbakke, har vi budt ind på Nørrestrandsprojektet, fordi Horsens Kommune er virkelig interessant for os med den udvikling, der sker. Derfor er vi glade for, at vi nu skal i gang med endnu et projekt i Horsens, siger Rene Birch, direktør i Birch Ejendomme.

Salget blev godkendt af Horsens Byråd mandag den 17. juni 2019. Hermed er første skridt i realiseringen af en helt ny bydel nord for Nørrestrand taget. Arealet, der er solgt, ligger mellem Nordre Strandvej, Egebjergvej og Gl. Aarhusvej.

Her vil Birch Ejendomme bygge en grøn landskabsby, hvor boligerne er en blanding af etagebyggeri og tæt-lav-boliger. Målet er at skabe en variation i former og typer af boliger, som kan tiltrække en blandet sammensætning af beboere.

- Nørrestrand er et virkelig skønt område med en fantastisk natur. Vi vi gerne bygge boliger, som er attraktive for alle aldersgrupper, så der bliver forskellige boliger, der varierer i størrelse og pris, siger Line Krogh, udviklingschef i Birch Ejendomme.

Foruden de grønne korridorer er der indtænkt et sammenhængende system af vandløb og søer i projektet. Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, glæder sig over, at der i Horsens Kommune nu er taget hul på et af Danmarks største natur- og byudviklingsprojekter.

- Jeg er virkelig glad for, at vi nu tager hul på udviklingen af Nørrestrand, hvor vi vil skabe en ny unik del af Horsens med udgangspunkt i naturen. Det skal foregå på naturens præmisser, og det giver nogle fantastiske og særlige muligheder, som jeg glæder mig til at se blive realiseret. Birch Ejendomme har fremlagt et ambitiøst projekt, som vil skyde udviklingen rigtig godt i gang, siger Peter Sørensen.

Udbuddet for den første etape af Nørrestrands-området indeholdt 260.000 kvm. De resterende arealer, hvor der kan bygges almene boliger og en dagligvarebutik, er fortsat til salg.

Den nye bydel kan i alt komme til at rumme 7.000-9.000 borgere. Udviklingsområdet har et samlet areal på 6,8 millioner kvm, hvoraf fredningen ved Nørrestrand udgør 25.000 kvm. Under projektet vil 410.000 kvm landbrugsjord blive omdannnet til nye naturområder.

Udvikles af Sweco og Årstiderne Arkitekter
Et team bestående af Årstiderne Arkitekter og Sweco skal sammen stå i spidsen for udviklingen af den nye, grønne bydel, der er et af Danmarks største natur- og byudviklingsområder.

NB! Horsens: De store projekter. Konferencen afholdes d. 24. marts 2020.

- Vi er glade for at udvikle endnu et projekt sammen med Birch Ejendomme. Visionen for Nørrestrand er at skabe en ny type bydel – en landskabsby – hvor vi trækker naturen fra engarealerne i Nørrestrand ind mellem de forskellige kvarterer og boligenklaver og bibeholder områdets vilde natur. Naturen understøttes af regnvandshåndteringen i området, der som noget nyt håndteres synligt, og som dermed skaber et sammenhængende system af slyngede vandløb, regnvandsbede og søer. Regnvandsløsningen tilgodeser således både den nødvendige afledning og skaber rekreative ”blå” rum til glæde for de fremtidige beboere i området,” fortæller Per Laustsen, der er arkitekt MAA og stifter af Årstiderne Arkitekter.

Bydelens 450 boliger fordeles på forskellige boligtyper - blandt andet rækkehuse, punkthuse og karréer, som med forskellige boligstørrelser vil henvende sig til en bred befolkningsgruppe. De forskellige boligtyper opdeles i mindre enklaver, som designes med hver sin identitet og karakter. I Enggårdene, Viften, Karréen og Klyngen vil beboerne kunne følge årstidernes skiften ved for eksempel at holde øje med mængden af regnvand i områdets søer og vandløb, og ved at se den varierende beplantning i enklaverne skifte karakter henover året.

Nørrestrand-projektet er udviklet af et integreret designteam, som består af arkitekter, landskabsarkitekter, vejingeniører, regnvandsspecialister, geoteknikere og biologer fra Sweco og Årstiderne Arkitekter.

- Nørrestrand er super spændende for Sweco, fordi det er et projekt, hvor viden og kompetencer fra alle vores divisioner indenfor ingeniør- og arkitektrådgivning har været i spil. Eksempelvis har vores afdeling for vand og miljø været inde over screeninger ift. jordforurening, dyre- og planteliv samt det komplekse regnvandsprojekt. Derudover er vores vejingeniører med til at sikre et velfungerende vejsystem for hele fremtidens Nørrestrand, mens bygningsingeniører og arkitekter samarbejder omkring arkitekturen i både landskab og bebyggelse,” fortæller Frands Wulff Andersen, der er ingeniør og gruppeleder hos Sweco Danmark.

Byggegrunden er karakteriseret af store terrænspring, som integreres aktivt i bydelens bebyggelser og bruges til at skabe gode udsigtsforhold mod det omkringliggende landskab, Horsens By og kulturinstitutionen Fængslet, som ligger nær Nørrestrand, og som er blevet et vigtigt kendetegn for Horsens.


Relaterede konferencer

Stormflodssikring af by- og landområder

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Boligudvikling i Jylland

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Ny udbudslov KURSUS

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Ungdomsboliger på et modent marked

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS