Hidtil har udviklingen i Indre Nordhavn primært koncentreret sig om Århusgadekvarteret, men nu begynder udviklingen af den 80.000 kvm store Sundmolen, hvor der kan opføres 130.000 kvm boliger og erhverv.

Borgerrepræsentationen har vedtaget den lokalplan, der skal bane vejen for bolig og erhverv i 3-6 etager på Sundmolen, der er udpeget som lavenergiområde efter bygningsklasse 2020. Dermed kan udviklingen begynde på holmen imellem Århusgadekvarteret og Levantkaj, hvor der kan bygges for 7 milliarder kr.

- Områderne supplerer hinanden. Det er en rigtig god masterplan, der er skabt for Sundmolen. Der er på forhånd stor interesse fra investorerne for at være med til at udvikle området, og det forstår jeg godt med Sundmolens eminente beliggenhed. Tænk at ingen beboer eller medarbejder på Sundmolen får mere end 60 meter til kajkanten, siger administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

NB! Alternativt boligbyggeri. Konferencen afholdes d. 21. oktober 2015.

- Man kommer tydeligt til at mærke, at de enkelte kvarterer i Indre Nordhavn får forskellige identiteter. Sundmolen bliver mere grøn end Århusgadekvarteret, hvor der for eksempel kommer flere butikker i kraft af den detailhandelsaftale, vi netop har indgået, siger Jens Kramer Mikkelsen med henvisning til aftalen som By & Havn har indgået med Nordic Real Estate Partners (NREP). By & Havn skyder således 5.000 kvm lokaler i de "gamle" bygninger og 8.000 kvm lokaler i nybyggerier ind i aftalen. Desuden er der en option på 5.000 kvm i nybyggerier i Århusgadekvarteret Vest i aftalen til 600 millioner kr.

I dag er Sundmolen nærmest synonym med de 4 meget store pakhuse, som blandt andet huser en række designvirksomheder - Montana, REPUBLIC OF Fritz Hansen, Erik Jørgensen, Interstuhl, Dauphin Scandinavia, Arper, GUBI, tekstilvirksomheden Kvadrat, armaturdesign-specialisten Vola og lampeproducenten Luceplan. Desuden ligger her kunsthallen Faurschou Foundation, som året rundt arrangerer kunstudstillinger.

NB! Byudvikling for 35 milliarder i Sydhavn 2016-2026. Konferencen afholdes d. 11. november 2015.

De 4 pakhuse bevares og suppleres i fremtiden af en række nye bebyggelser i 3-6 etagers højde, der i udtryk og størrelse kommer til at stå i kontrast til pakhusene. Desuden giver lokalplanen mulighed for, at der kan bygges tilbygninger oven på de nordlige pakhuse, som vil give nye muligheder for at skabe boliger og erhvervslokaler. Tilbygningerne skal stå i kontrast til pakhusenes udtryk.

Der er afsat plads til 2 daginstitutioner på Sundmolen. Det ligger i byudviklingsaftalen mellem By & Havn og Københavns Kommune, at der udbydes et antal byggefelter inden for hele Sundmolen og Levantkaj Vest til almene boliger, så der til sammen i området opføres minimum 20 procent almene boliger.

I praksis kommer udviklingen af Sundmolen til at finde sted i 2 faser. På den sydlige del af holmen, som vender over mod Århusgadekvarteret, kan udviklingen sættes i gang med det samme. Den nordlige del kan først bebygges, når containerterminalen flyttes til Oceankaj i 2019.

NB! Det nye Bygningsreglement, BR15 - konsekvenser. Seminaret afholdes d. 27. oktober 2015.

Allerede i marts 2014 indgik By & Havn den første aftale om grundsalg på Sundmolen – selvfølgelig betinget af den nu godkendte lokalplan for området. Køberen var et konsortium bestående af Casa og CapMan Nordic Real Estate, og aftalen omfatter 1 byggefelt samt en option på 2 øvrige byggefelter – i alt op til 20.000 kvm boliger svarende til 15 procent af den samlede byggeret på Sundmolen.

Arkitema tegner projektet til det første byggefelt, der kommer til at rumme boliger fra 50-130 kvm beliggende på Sundkaj på Sundmolens solrige sydside. Der har ifølge By & Havn allerede været stor investorinteresse for de 2 byggefelter, som desuden er til salg i 1. etape af udviklingen af Sundmolen, og det forventes, at der snart kan indgås salgsaftaler for grundene.

Parkeringsnormen for Sundmolen fastlægges ud fra størrelsesordenen højest 1 plads per 200 kvm byggeri. Indtil 10 procent af parkeringspladserne kan placeres på terræn som gadeparkering forbeholdt afsætning, handikapparkering og korttidsparkering. Ellers vil parkering primært ske i det centrale parkeringsanlæg, der placeres langs Orientkaj og med adgang fra Orientkaj. Derudover henvises til et kommende parkeringsanlæg under Kronløbsøen i Århusgadekvarteret.


Relaterede konferencer

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Stormflodssikring af by- og landområder

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Fremtidens betonbyggeri

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Den nye Planlov KURSUS

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter