Lad Øresundsbro Konsortiet udarbejde forslag til en HH-forbindelse, som kan styrke den økonomiske vækst og udvikling af regionen, anbefaler Greater Copenhagen and Skåne Committee i et brev til den svenske og danske regering. Forbindelsen vil ifølge en analyse give en nettogevinst på mellem 27 og 52 milliarder kr. alt efter den metodiske fremgangsmåde.

Den eksisterende organisation for Øresundsbroen kan anvendes til at forberede et færdigt forslag til en ny fast forbindelse mellem Helsingborg og Helsingør. Opgaven bør også omfatte en fuldstændig finansieringsplan for HH-forbindelsen, som inkluderer, at overskud fra Øresundsbroen kan anvendes til en HH-forbindelse samt til en fremtidig Øresundsmetro. Det foreslår Greater Copenhagen and Skåne Committee i et brev til den svenske og danske regering.

- Vi foreslår, at regeringerne giver Øresundsbro Konsortiet til opgave at udarbejde et konkret forslag til en HH-forbindelse. Det er vigtigt for at Øresundsregionen forsat skal være en af Skandinaviens vigtigste vækstregioner, siger Henrik Fritzon, formand for Greater Copenhagen and Skåne Committee.

Senere på foråret ventes den svenske regering af offentliggøre en rapport om behovet for at øge kapaciteten på den eksisterende Øresundsbro. Greater Copenhagen foreslår, at regeringerne i Sverige og Danmark også indregner de positive samfundsøkonomiske gevinster, som en ny fast forbindelse fra Helsingør til Helsingborg, også kendt som HH-forbindelsen, vil have.

- Jo bedre vi er bundet sammen over Øresund, jo lettere bliver det for os alle pendle, hvad enten det er fordi, vi skal på arbejde eller besøge venner. En ny fast forbindelse over Øresund vil derfor styrke mulighederne for medarbejdere, virksomheder og turister i regionen. Et større og bedre arbejdsmarked vil øge livskvaliteten og gøre os alle sammen rigere i Greater Copenhagen, siger Sophie Hæstorp Andersen, næstformand for Greater Copenhagen and Skåne Committee.

En HH-forbindelse indgår som et centralt element i Greater Copenhagens langsigtede arbejde for udvikling af regionens infrastruktur på linje med den faste forbindelse til Tyskland under Femern Bælt. En styrkelse af Greater Copenhagens internationale tilgængelighed vejer tungt i regionens indsats for øget vækst og beskæftigelse.

- Faste forbindelser over Øresund vil, ligesom den kommende forbindelse under Femern Bælt, åbne døren til nye muligheder for vækst og samarbejde for virksomhederne i Greater Copenhagen. Tilgængelighed er afgørende for at skabe et sammenhængende arbejdsmarked på tværs af vores metropol, og stærk infrastruktur spiller en helt central rolle, siger Niels Hörup, næstformand for Greater Copenhagen and Skåne Committee.

Anlægget af HH-forbindelsen er en stor investering. Anlægsomkostningerne for en tunnel til vejtrafik og en tunnel til passagertog er ifølge Incentive opgjort til 34 milliarder kr. inklusive 50 procent reserver. Hertil kommer en fremrykket opgradering af Helsingørmotorvejen. Alligevel giver forbindelsen samlet set en nettogevinst på 52 milliarder kr. med svensk samfundsøkonomisk metode og 27 milliarder kr. med dansk samfundsøkonomisk metode, når alle omkostninger og gevinster for alle lande tælles med. Det svarer til et samfundsøkonomisk afkast på 9,3 procent med svensk metode og 6,1 procent med dansk metode.


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Boligudvikling i København frem til 2030

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Den nye Planlov KURSUS

Ny udbudslov KURSUS

Ungdomsboliger på et modent marked