Et nyt arealudviklingsselskab skal stå for udviklingen af Pier 3 på havnen på Aarhus Ø. Og borgerne skal inddrages.

Rådmand for Teknik og Miljø Steen Stavnsbo (K) og borgmester Jacob Bundsgaard (S) anbefaler, at dele af udviklingen på Pier 3 skal ske via et arealudviklingsselskab. Modellen skal sikre mere fokus på byrummene og på sammenhængen mellem de enkelte byggefelter, så der bliver skabt de bedste forudsætninger for liv mellem husene.

Aarhus Kommune skal sammen med en kommerciel partner indgå i arealudviklingsselskabet, der skal stå for udarbejdelsen af en udviklingsplan for det samlede Pier 3. Desuden skal borgerne inddrages i udviklingsarbejdet. Når det er gennemført skal arealudviklingsselskabet stå for at realisere planen for området, hvor der blandt andet skal bygges boliger.

– Fordelen ved et selskab er netop, at vi kan fokusere mere på at skabe den højeste kvalitet og en helhedsorienteret udvikling i projekterne, som vi ikke i samme grad har haft mulighed for, når vi har udbudt enkeltprojekter til udviklere. Jeg er glad for mange af de ting, der er bygget på Aarhus Ø, men jeg ser også mulighed for at skabe endnu bedre bymiljøer, der kan leve op til, at vi gør Aarhus Ø færdig og bygger bydelen sammen med Aarhus C, udtaler Steen Stavnsbo.

Pier 3 på Aarhus Ø er et af de sidste ubebyggede arealer i midtbyen.

– Pier 3 skal være en attraktiv og venlig bydel med liv mellem husene, grønne byrum, aktiviteter på vandet og meget mere. Arbejdet vil derfor være præget af høje ambitioner og et klart fokus på at sikre kvalitet og en sammenhængende byudvikling. Og for at nå dertil vil vi inddrage fællesråd og borgere, så alle gode idéer kommer i spil, udtaler Jacob Bundsgaard.

Inden der oprettes et arealudviklingsselskab, vil Aarhus Kommune gennemføre en større borgerinddragelsesproces, der skal sikre, at aarhusianerne får mulighed for at bidrage med deres ønsker og gode ideer til den fremtidige udvikling af Pier 3. Selskabet vil blive forpligtet til at videreføre udbyttet af den indledende inddragelse, skriver kommunen.


Relaterede konferencer

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Stormflodssikring af by- og landområder

Ny udbudslov KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Ungdomsboliger på et modent marked

Fremtidens betonbyggeri

Køge: det store byggeboom frem til 2032