Realdania støtter den første udvikling af Fremtidens Assens, som skal stå færdig i 2022. Der skal bygges et aktivt havnebyrum, der genskaber forbindelsen mellem den smukke indre købstad og havnen, med en ambition om, at tiltrække investeringer. 3 teams skal komme med bud på en aktiv byudvikling.

Derfor gennemføres en prækvalifikation hvor 3 rådgivningsteams udpeges, som så skal give tilbud på totalrådgivningen.

Assens Kommune og Realdania ønsker med udbudet, at tilknytte en rådgiver til at varetage totalrådgivningen i forbindelse med udvikling, projektering og gennemførelse af en ny aktiv havneplads ved Willemoesgade, samt etablering af et moderne multitek i det tidligere rådhus på Willemoesgade 15 - idet det eksisterende bibliotek flyttes hertil fra dets nuværende placering i udkanten af byen.

Åbningstrækket, med multitek og havneplads, er det centrale knudepunkt og hjertet i Fremtidens Assens. Her forbindes købstadsbymidten, den bynære havn, erhvervshavnen, marinaen og Assens næs.

Multiteket

Det tidligere rådhus’ samlede bygningsareal er på 2.775 kvm. Nærværende opgave omhandler kun 1.250 kvm, hvor hovedopgaven er at åbne den i dag lukkede bygning op mod havnepladsen, og at indrette et moderne bibliotek - en nytænkning af det klassiske bibliotek, med litteraturen som omdrejningspunkt, men hvor der skabes rammer for nye måder at sammentænke litteraturen med andre aktiviteter indenfor blandt andet kultur og kulturhistorie, og skabes et levende læringsmiljø til glæde for skoler og institutioner, borgere og turister. 

På sin nuværende placering, i byens periferi, har Assens Bibliotek årligt 70.000 besøgende. Erfaringen fra andre byer, hvor biblioteket flyttes til en central placering, og på forskellig vis kobles med andre aktiviteter, er at besøgstallet forøges markant. 

- Byrådet har med udviklingsplanen sat en fælles kurs for Assens by. Første handling i realiseringen af udviklingsplanen for Fremtidens Assens, er dannelsen af et nyt aktivt havnebyrum omkring Willemoesgade, der genskaber forbindelsen mellem den smukke indre købstad og det levende, oplevelsesrige havnemiljø, med en ambition om at tiltrække følgeinvesteringer, og løfte den videre byudvikling på havnen og i midtbyen. Jeg forventer mig meget af åbningstrækket, siger borgmester Søren Steen Andersen.

De øvrige arealer i bygningen anvendes foreløbigt til kommunale kontorarbejdspladser.

Selvom det med nærværende opgave kun er en del af det tidligere rådhus der ombygges (en 1. etape), er det væsentligt at løsningen forholder sig til bygningens samlede, fremtidige helhed. Der er på nuværende tidspunkt 2 muligheder i spil, for den langsigtede omdannelse af den resterende bygning:

1. Arealet er i spil, som 1 af 4 mulige placeringer i Assens, for det kommende Nationale besøgscenter for lystfiskerturisme, det første af sin art i Europa, med en tematik omkring vand, lystfiskeri og natur.

2. Såfremt centeret ikke placeres her er visionen, at hele huset på længere sigt fyldes med forskellige foreninger, aktører og borgergrupper, i et kreativt fællesskab også indeholder åbne værksteder, som for eksempel repair-café eller FAB-lab, hvor borgere og turister kan slippe kreativiteten løs.

Det forventes at den fremtidige anvendelse af den resterende bygning, er afklaret forud for tilbudsfasen. Selve udviklingen af de nævnte funktioner på længere sigt er ikke en del af nærværende opgave.

Havnepladsen

Havnepladsen er det naturlige udgangspunkt for at opleve resten af byen, med synlige visuelle forbindelser og referencer til Kogehusmolen – hvor søhelten Peter Willemoes i dag står, industrihavnen – med det aktive skibsværft, den velbevarede historiske købstadsbymidte, den kommende havnepromenade, det rekreative landskab på Assens næs.

Pladsen er et sted man har lyst til at opholde sig, både aktivt og passivt. Multitekets aktiviteter trækkes ud under åben himmel, med muligheder for f.eks. udstillinger (kunst eller kulturhistorie), optræden med gøgl, musik og teater, kunstworkshops, læsecafé m.m. Turist-aktiviteter, som f.eks. historiske byvandringer starter her.

--

Det samlede budget er 13 millioner kr.

Tilbudsgivere vil modtage et vederlag på 125.000.

Tidsplanen er som følger:
Spørgefrist ifm. prækvalifikation: 14. april
Frist for ordregivers svar på spørgsmål: 17. april
Ansøgning om prækvalifikation: 24. april  
Meddelelse om prækvalifikation: 7. maj

Den efterfølgende tidsplan forventes som følger, men er bl.a. afhængig af hvorledes Corona-situationen udvikler sig:

Udsendelse af udbudsmateriale de til prækvalificerede: 12. maj
Afgivelse af indledende tilbud: 12. juni
Eventuel forhandlingsperiode, herefter afgivelse af endeligt tilbud: 3. juli
Bedømmelse i august
Offentliggørelse af vinder: 1. september
Indgåelse af totalrådgiveraftale, efter afsluttet standstillperiode:12. september

Herefter forventes tidsplanen som følger:
Projekteringsperioden incl. udbud i fagentreprise: oktober 2020 - juni 2021
Udførelse august 2021 - april 2022.


Relaterede konferencer

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Servitutter og lokalplaner KURSUS

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Ny udbudslov KURSUS