Den danske belysningvirksomhed, Fischer Lighting, ansætter forhenværende direktør hos arkitektvirksomheden Mangor & Nagel, som ny administrerende direktør.

Siden 2016 har Fischer Lighting udviklet bæredygtige og patenterede belysningskoncepter og lamper, som blandt andet er fremstillet af kasserede lysarmaturer, plastflasker, fiskenet og andet skrot. Efterspørgslen har været stigende, og særligt i Danmark har bygherrer og store virksomheder som PwC, Coloplast, PFA, Velliv og en lang række kommuner købt ind på Fischer Lightings bæredygtige belysning og mission om at gøre op med ”brug-og-smid-væk”-kulturen.

Fundamentet er på plads, og næste skridt er at sætte fart på Fischer Lightings vækst i Danmark og internationalt. Det er samtidig årsagen til, at man nu henter den erfarne topchef, Bente Priess Andersen, ind som ny administrerende direktør.

- Fischer Lighting har siden 2016 skabt et godt fundament med udviklingen af en række bæredygtige belysningskoncepter, som markedet har taget godt imod. Det betyder også, at vi nu er klar til at sætte endnu mere fart på vores vækst i Danmark og internationalt, og det er vi helt sikre på, at Bente Priess Andersen kan hjælpe os med, ikke mindst i kraft af de unikke ledelsesmæssige, organisatoriske og branchemæssige erfaringer, hun kommer med, siger Lars Elmvang, som er medejer af Fischer Lighting.

Planlov og lokalplaner - nye ændringer og muligheder. Kurset afholdes den 20. april 2023.

Bente Priess Andersen kommer fra en rolle som administrerende direktør hos arkitektvirksomheden Mangor & Nagel. Før det har hun blandt andet været markeds- og udviklingsdirektør hos COWI samt chefkonsulent hos Slots- og Ejendomsstyrelsen, hvor hun gennemførte det første OPP-projekt (Offentlig Privat Partnerskab) og blev ekspert på nye samarbejdsformer i byggeriet.

- De kommende år kommer for Fischer Lighting i høj grad til at handle om skalering og vækst, så virksomhedens bæredygtige belysningsløsninger kan skabe en forskel mange flere steder. Det ser jeg frem til at bidrage til, siger Bente Priess Andersen.

Med Bente Priess Andersen ved roret bliver der blandt andet sat fokus på at geare organisationen via tilføjelse af nye kompetencer, som skal muliggøre Fischer Lightings vækstrejse. Herudover intensiveres arbejdet med at etablere strategiske partnerskaber og storkundeaftaler, som bliver en del af den opskrift, der skal bringe Fischer Lighting længere ud på markedet – ikke blot i Danmark, men også i Norden og resten af Europa.

Branding - fra idé til køb af byggeprojekter. Konferencen afholdes den 25. april 2023.

- Fischer Lighting er allerede godt i gang med at finde fodfæste på det svenske marked, hvilket blandt andet sker via strategiske partnerskaber med store ejendomsselskaber, bæredygtighedsrådgivere og belysningsrådgivere. Sådanne partnerskaber vil helt sikkert komme til at fylde endnu mere i fremtiden, og de vil udgøre en vigtig dør ud til hele Europa” siger Bente Priess Andersen.

I Danmark er Fischer Lighting aktuelt involveret i det bæredygtige højhusbyggeri Træ i Aarhus, som PFA står bag. Her vil den primære belysning i bygningens mange kontorer komme fra mere end 1.000 udtjente Netto-lamper.

Bente Priess Andersen er ny administrerende direktør hos Fischer Lighting den 1. april 2023. Hun har hidtil været bestyrelsesmedlem i virksomheden.

 


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne