Arkitektgruppen sælger udviklingsprojekt med 64 lejligheder i udviklingsområde i Høje Taastrup til Koncenton. De 64 boliger opføres i 3-4 etager omkring et grønt gårdrum til beboerne.

Arkitektgruppen har netop solgt et boligprojekt bestående af 64 lejligheder i Høje Taastrup til Koncenton, som er specialister i ejendomsinvesteringer. Det 5.800 kvm store projekt er tegnet af Årstiderne Arkitekter, og Sweco er ingeniør. De 64 nye boliger er færdige til indflytning allerede til sommer næste år.

Projektudviklingsselskabet Arkitektgruppen har netop solgt et boligprojekt på Eigtveds Allé i Høje Taastrup til investeringsselskabet Koncenton. Projektet er handlet i en selskabshandel, hvor Bech Bruun og Gorrissen Federspiel har repræsenteret henholdsvis sælger og køber.

Projektgrunden ligger tæt på City 2 og Høje Taastrup Station, og de 64 nye boliger opføres som 2-4-værelses lejligheder i 4 selvstændige bygningskroppe. Ejendommen bliver i henholdsvis 3 og 4 etager omkring et fælles opholdsområde, og variationen i bygningshøjderne er udviklet, så det skaber liv i facaderne og giver optimale lysforhold i både det grønne gårdrum, på altanerne og for de eksisterende naboejendomme. Alle boligerne får enten altan eller privat have/terrasse.

NB! Vestegnen: De store projekter. Konferencen afholdes d. 4. juni 2019.

- Koncenton er bredt repræsenteret i Storkøbenhavn, og projektet på Eigtveds Allé i Høje Tåstrup er en naturlig tilføjelse til vores ejendomsportefølje. I Arkitektgruppen har vi en erfaren samarbejdspartner, der har gjort processen nem og strømlinet. Fra Koncentons side ser vi frem til at lave flere projekter sammen, fortæller Koncentons administrerende direktør Anders Marcus.

Arkitektgruppens administrerende direktør Robin Feddern glæder sig over salget til Koncenton, som er en ny samarbejdspartner for virksomheden.

- Vi har tidligere bygget i Høje Taastrup for både Essex og Topdanmark tilbage i 2005-2006, hvor vi afleverede mere end 250 boliger. Vi glæder os til endnu engang at bygge kvalitetsboliger i Høje Taastrup – denne gang for Koncenton. Koncenton er en spændende samarbejdspartner for Arkitektgruppen, og vi håber på et langvarigt samarbejde om nye boligprojekter i hele landet, siger han.

Der er givet byggetilladelse til projektet, som går i jorden til april og står færdigt i sommeren 2020. Udover de 64 boliger, som opføres med varierende facader i gule teglsten, etableres der p-pladser i terræn, cykel- og miljøskure, et grønt gårdrum med fælles opholdsarealer og legeplads, der skaber et nyt rekreativt område med både små og store lejligheder i Høje Taastrup. 


Relaterede konferencer

Boligudvikling i Jylland

Stormflodssikring af by- og landområder

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Boligudvikling i København frem til 2030

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Den nye Planlov KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.