Missionshus, mølle og søndagsskole: Her er nogle af landets mest specielle boliger til salg

Blandt de hundredvis af boliger, der hver dag kommer til salg, er der en gang imellem nogle, der skiller sig ud blandt alle parcelhusene og de toværelses lejligheder.

Det er i høj grad tilfældet med de 5 ejendomme, der lige nu er nogle af de mest specielle boliger på markedet.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

I øjeblikket kan du nemlig i Nordjylland erhverve dig en gammel mølle, et missionshus eller en gammel søndagsskole.

Du kan også sætte kursen mod Nordsjælland eller København, hvor der er henholdsvis en højst usædvanlig arkitektvilla og et stykke Danmarkshistorie – i form af et næsten 300 år gammelt byhus til salg.

Her er nogle af landet mest specielle boliger til salg

Søndagsskole i Nørresundby

Engang sad der børn på rad og række i søndagsskolen i Nørresundby, som Frelsens Hær byggede i 1911.

I dag er huset forvandlet til en 240 kvm stor bolig, men i stuen er både loftshøjde og balkon bevaret i det, der engang var en forsamlingssal. Prisen for ejendommen lyder på knap 4,5 millioner kr.

Missionshus i Thy

I den lille by Svankær i Thy ligger en bolig, hvis fortid heller ikke ligefrem er skjult: I det tidligere missionshus er prædikestolen nemlig bevaret i stuen og facaden er stadig præget af et kors.

Den 150 kvm store bolig – der både kan bruges som helårs- og feriehus - er ifølge Boliga.dk til salg for 550.000 kr.

Mølle i Sindal

Udefra ligner boligen på Møllebakken i den nordjyske stationsby Sindal det, som var dens oprindelige funktion: Nemlig en mølle.

Vingerne er sågar stadig i behold, men indenfor er den blevet lavet om til en moderne bolig på 127 kvm. Den er til salg for 1,8 millioner kr.

Arkitektvilla i Udsholt

Huset på Enghaven i Udsholt ligner bestemt ikke de andre huse i den nordsjællandske landsby. 60er-villaen blev da også beboet og tegnet af arkitekten Max Louw med inspiration fra spansk stil gengivet i store rum i flere niveauer.

Det usædvanlige hjem er netop kommet til salg for 4,75 millioner kr.

Historisk byhus midt i København

Inde midt i København ligger Admiral Gjeddes Gaard – et af byens ældste mødesteder - som både Holberg, Tom Kristensen og Stauning gæstede.

Det mange hundrede år gamle byhus er fredet og fremstår velbevaret. Ejendommen er til salg med et prisskilt på 28,5 millioner kr.

 


Relaterede konferencer

Boligudvikling i København frem til 2030

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Stormflodssikring af by- og landområder

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Fremtidens betonbyggeri

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Servitutter og lokalplaner KURSUS