124 nyopførte ungdomsboliger, der har fået navnet Engbakken, er klar på Frederiksberg. Frederiksberg Kommunes borgmester Jørgen Glenthøj og boligselskabet FSB’s formand Steen Søndergaard har netop indviet det markante hus ved indgangen til Frederiksberg Kommune.

Behovet for ungdomsboliger er meget stort i disse år, og Frederiksberg Kommune og Københavns største boligselskab FSB bidrager nu med flere boliger til unge under uddannelse. Boligerne ligger på den gamle Falck-grund ved Nordre Fasanvej  og Bispeengbuen. Alle boliger får eget bad og toilet og et lille køkken. Dertil kommer fælles studierum, et stort fællesrum med køkken, vaskeri og flere store tagterrasser til udendørsliv. Bygningen bliver lydisoleret mod Bispeengbuen.

Der er 121 1-værelses boliger på 28 kvm plus 14 kvm fællesareal og 3 2-værelses boliger på 33 kvm plus 14 kvm fællesareal. Huslejen ligger mellem 4.200 og 5.100 kr. En Lidl dagligvarebutik og en Falck-station er placeret i underetagen. Totalentreprenør er KPC, arkitekt er Arkitema Architects og  rådgivende ingeniør er Oluf Jørgensen.

I Engbakken har kommunen og FSB valgt at bruge det såkaldte First Mover koncept, som FSB har udviklet med støtte fra ministeriet – et koncept, der skal skabe de bedst mulige rammer for et godt ungdoms- og studiemiljø i nye ungdomsboliger.  Til det har man nemlig brug for eksperthjælp fra de unge selv.

Konceptet går ud på, at 10 unge First Movers flyttede ind allerede den 5. maj 2017, mens resten af de unge flyttede ind den 1. juni. De 10 unge har deltaget i 3 workshops arrangeret af FSB, hvor de har talt om aktiviteter, traditioner og værdier for deres nye, fælles hjem og  brug og indretning af fællesarealer.  Også den digitale kommunikation har de forholdt sig til. Målet er, at de nye beboere får mulighed for udstrakt brug af digital kommunikation i forbindelse med det stiftende afdelingsmøde og efterfølgende møder og samtidig bruger digitale redskaber til det sociale fællesskab.

De 10 First Movers skal fungere som en slags ambassadører for fællesskabet før, under og efter, at alle er flyttet ind.


Relaterede konferencer

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Logistik og industri - fart på nye muligheder

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Boligudvikling i Jylland

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS