Det 302.000 kvm store område omfatter 33 bygninger med et areal på 24.000 kvm med skov som den største nabo.

Søndag blev de første skridt taget mod udviklingen af Jonstruplejren til et nyt boligområde i Ballerup Kommune. Det skete helt bogstaveligt, da 250 interesserede borgere valgte at tilbringe en eftermiddag i Jonstruplejren, for at få en rundvisning i det gamle militærområde ved Hareskoven.

- Det er utrolig positivt, at så mange møder op i dag, og mine kollegaer og jeg havde en masse gode samtaler med folk fra området. Folk er rigtig positive og de er spændte på hvad fremtiden byder for Jonstruplejren. Lige nu er vi så tidligt i processen, at ingen ved hvordan et fremtidigt boligområde kommer til at tage sig ud. Vi er sammen med Ballerup Kommune i færd med at få foretaget de indledende undersøgelser af blandt andet natur og dyreliv, infrastruktur og trafik og derefter skal projektudviklingen og den politiske proces gå hånd i hånd i Ballerup Kommune, siger Carsten Rasmussen, direktør i Freja Ejendomme.

Jonstruplejren består af 33 bygninger, der primært er bygget i perioden 1950-1996 med nogle senere tilbygninger. Grundarealet er på 302.000 kvm, hvoraf de 95.000 kvm består af fredsskov. Bygningsmassen har et samlet areal på 24.000 kvm bygninger, mens der er 819 kvm vej.

- Ballerup Kommune er inde i en rivende udvikling i disse år. Mange har fået øjnene op for den skønne natur, der omkranser kommunen, og som indbyder til gåture og fritidsaktiviteter. Dagens fremmøde bekræfter blot, at Jonstruplejren og kommunens udvikling er noget, der optager rigtig mange borgere. Jonstruplejren kan blive et fantastisk boligområde i de smukkeste naturomgivelser, og det er et arbejde, som vi ser frem til at tage fat på sammen med Freja Ejendomme, siger Ballerups borgmester, Jesper Würtzen (S).

Området som helhed er offentligt vurderet til 131 millioner kr., hvor grundværdien udgør godt 26 millioner kr. Freja Ejendomme har dog ikke prissat ejendommen.

 


Relaterede konferencer

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Ungdomsboliger på et modent marked

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS