Det seneste år er der blevet flere ledige butikslokaler på Vestegnen og i forstæderne nordvest for København, viser tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. En større del af handlen koncentreres i områdets storcentre, og især små butikker er bukket under, vurderer lokal mægler.

Trods opsvinget og den stigende beskæftigelse er der kommet flere tomme butikker det seneste år i Københavns omegn – med 8 kommuner på Vestegnen og en håndfuld kommuner nord og nordvest for hovedstaden.

- Ved indgangen til 2018 stod kun 2,9 procent af butikslokalerne i Københavns omegn tomme, men det er vokset kvartal for kvartal, og tomgangen ligger nu på 4 procent. Det svarer til, at der er kommet lidt over 10.000 ekstra kvm med butikker til leje i området. Desuden er lejeniveauet for udbudte butikslokaler cirka 12 procent lavere end for 1 år siden, men dog stadig væsentlig højere end for 5 år siden, da finanskrisen åndede os i nakken, siger Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig i Ejendomstorvet.dk.
 
Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er 1.700 butikslokaler udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk. 81 af dem ligger i Københavns omegn, flest i Gentofte med 25, Lyngby-Taarbæk med 10, Høje-Taastrup med 9, Glostrup med 7 og Ishøj med 6.

NB! Vestegnen: De store projekter. Konferencen afholdes d. 4. juni 2019.

- Ligesom på landsplan er øget handel på internettet nok hovedårsagen, og især mange små butikker er bukket under. Desuden oplever vi en koncentration med handlen af udvalgsvarer i storcentrene; efterhånden er der ikke mange handelsstrøg tilbage i forstæderne. Taastrup Hovedgade udmærker sig dog som en aktiv og attraktiv handelsgade, hvor der for tre-fem år siden kun lå få madsteder, men siden er fem-seks tidligere butikker konverteret til café, takeaway eller anden form for mad. Vi ser også, at større butikker bliver delt op i mindre lejemål, ligesom forskellige klinikker rykker fra førstesalen og ned i gadeplan, siger John Munch, partner i EDC Erhverv Strandfelt & Hjort med kontorer i Taastrup og Lyngby.

Newsec Advisory i København hæfter sig ved, at butikstomgangen i omegnen fortsat ligger markant under landsgennemsnittet, som er på over seks procent.

- Vores fornemmelse er, at e-handlen ikke har slået helt så hårdt igennem i Storkøbenhavn som i resten af landet. I omegnskommunerne er der stadig en fornuftig efterspørgsel på helt almindelige butikslokaler, som ofte er afsat i løbet af 2-6 måneder. Da Kiwi-dagligvarekæden lukkede for et par år siden, gav det en del tomme butikker, men de er stort set væk igen, siger direktør og seniorpartner Brian Tretow-Loof.

De fleste kommuner i hovedstadsområdet har stigende indbyggertal, hvilket kan dæmpe den negative effekt fra for eksempel nethandel. Omvendt døjer Nordjylland og Sydjylland med landets højeste butikstomgang – og med sivende eller i bedste fald stagnerende indbyggertal i mange kommuner.
 
Se mere her: Markedsindeks 1. kvartal 2019 (PDF).


Relaterede konferencer

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Boligudvikling i København frem til 2030

Ungdomsboliger på et modent marked

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Ny udbudslov KURSUS