Der er nu 143 certificerede brandrådgivere og 92 statikere, som kan godkende byggeprojekter, før de sendes ind for at få byggetilladelse. Dispensationsmuligheden for at bruge anerkendte statikere er forlænget til 1. januar 2021.

Kravet om at bruge certificerede brandrådgivere og statikere trådte i kraft 1. januar 2020, men Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen vurderede, at der var behov for en overgangsperiode på konstruktionsområdet på 6 måneder, hvor det var valgfrit, om man vil bruge en certificeret statiker, eller en statiker, som var anerkendt efter den gamle ordning. På statiker-området er dispensationen forlænget til 1. januar 2021.

Styrelsen vurderer at der er behov for 250 certificerede rådgivere på brandområdet og 250 certificerede rådgivere på konstruktionsområdet.

Ifølge Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens opdatering den 18. juni 2020 er der nu 57 procent af de nødvendige certificerede brandrådgivere og 37 procent af de nødvendige statikere.

Det er især på statiker-området der er problemer, fordi mange statikere er op i årene og ikke har lyst til at bruge tid og kræfter på at blive certificeret. Da det er et rigtig nørde-område er det også svært at rekrutere yngre ingeniører til at tage kurserne til certificeret statiker.

På konstruktionsområdet var der ifølge styrelsen cirka 20 certificerede statikere 1. januar 2020 og på brandområdet var der omkring 80 certificerede brandrådgivere.

Certificeringsorganer

På brandområdet er der 2 certificeringsorganer, der kan certificere brandrådgivere: Rambøll og DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut.

På konstruktionsområdet er der 2 certificeringsorganer, der kan certificere statikere: Rambøll og Dancert (Teknologisk Institut).

Baggrund

Indførelse af en certificeringsordning i byggeriet er en del af afskaffelsen af den kommunale tekniske byggesagsbehandling. Forslaget blev vedtaget af Folketinget i 2016.

Baggrunden for afskaffelsen af den tekniske byggesagsbehandling i kommunerne var overordnet, at reglerne var meget komplekse og blev administreret meget forskelligt.

I praksis kunne det fx betyde, at en løsning, der blev godkendt i en kommune, blev afvist i en anden. Samtidig kunne en bygherre opleve, at nye innovative løsninger og byggemetoder blev bremset, fordi der i en given kommune ikke var tilstrækkelige tekniske kompetencer.

Formålet med certificeringsordningen er i den sammenhæng at sikre, at der sker en ensartet efterlevelse af de tekniske bestemmelser for brand og konstruktioner på tværs af alle kommuner.

I stedet for at få kommunens godkendelse skal en bygherre have brand- og konstruktionstekniske forhold godkendt af en bygningsrådgiver, der er certificeret.

Certificeringsordningen tydeliggør, at bygherren og dennes rådgiver har ansvaret for, at et byggeri lever op til bygningsreglementets krav.

Der skal kun tilknyttes én certificerede brandrådgiver og statiker for hvert byggeri. Den certificerede rådgiver kan få assistance fra andre eller uddelegere opgaver.

På konstruktionsområdet opdeles et byggeri i en række konstruktionsafsnit, og f.eks. trapper og de enkelte konstruktionsafsnit kan projekteres af forskellige rådgivere. Det er ikke et krav, at de rådgivere, der kun projekterer et eller flere konstruktionsafsnit, skal have en certificeret statiker tilknyttet. Det betyder, at f.eks. en smedevirksomhed eller betonelementleverandør, der skal levere et konstruktionsafsnit af en given type, ikke skal have en certificeret statiker tilknyttet.

Korrektion

Dette er en opdateret version af artiklen fra 1. juli, da Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har bedt Byens Ejendom korrigere antallet af statikere og brandrådgivere, ligsom det anføres at der ikke er "gamle" brandrådgivere, da det er en ny certificeringsordning.

Til info er de aktuelle tal den 3. juli 152 brandrådgivere og 102 statikere, så det går fremdad. Se: www.certificering.tbst.dk


Relaterede konferencer

Aalborgs massive udviklingsprojekter

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Boligudvikling i København frem til 2030

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Ungdomsboliger på et modent marked

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Plejeboliger for 25 milliarder kr.