Der skal udvikles en bystrategisk plan for området, som skal samle generationerne fra vores yngste til vores ældste borgere – deraf navnet Generationskvarteret. Det skriver Sorø Kommune i en pressemeddelelse.
Startskuddet for byudviklingen af det centrale område lyder, når Sorø Kommune åbner arkitektkonkurrencen med et borgermøde den 12. august 2024, hvor alle har mulighed for at give deres input.
På borgermødet præsenterer Kommunen visioner og mål for det fremtidige Generationskvarter og åbner for en dialog om, hvad der er vigtigt for de fremmødte, at arkitekterne skal vide om området. Hvad er vigtigst at bevare? Hvad er vigtigst at ændre?
Generationskvarteret skal bl.a. rumme boliger og det nye plejecenter, kommunens kommunalbestyrelse har vedtaget at opføre centralt i Sorø by. Kvarteret er placeret, så bl.a. skole og daginstitution, idrætsfaciliteter og kommunens sundhedscenter ligger lige for døren, og der er gode transportmuligheder til og fra kvarteret med byens busser bl.a. ud til Sorø Station.
Færdig lokalplan i 2025
I første omgang er fokus på selve byudviklingen og et design af kvarteret: Hvad skal ligge hvor? Senere i processen skal kvarterets udtryk og de funktioner, det skal indeholde, i fokus. Her vil Sorø Kommune igen inddrage borgerne i udviklingen.
Til at hjælpe Sorø Kommune med byudviklingen og den bystrategiske placering af bl.a. det nye plejecenter, frem mod en færdig lokalplan for området ved udgangen af 2025, har kommunen indgået samarbejde med bygherrerådgiver Niels Bjørn fra Bureauet Niels Bjørn. Opgaven lyder at facilitere arkitektkonkurrencen, så vi finder den bedst mulige løsning, så områdets mange naturkvaliteter bevares, mens området udvikles til glæde og gavn for byens borgere.