Skala Architecture har gennem mere end 30 år opbygget en solid portefølje af projekter inden for design af både alment boligbyggeri, erhverv, skoler og institutioner, og tegnestuen løser hver dag opgaver for såvel offentlige som private bygherrer.
Med de nye rammeaftaler vil Skala Architecture få mulighed for at fortsætte med at skabe banebrydende arkitektur og bidrage til udviklingen af dansk boligbyggeri.
- Vi er meget glade for at have vundet disse 2 store rammeaftaler med Boligkontoret Århus og DAB. Det er en anerkendelse af vores dygtige team og vores fokus på brugerbehov, bæredygtige løsninger og sikker rådgivning. Vi ser frem til at samarbejde tæt med både DAB og Boligkontoret Århus og skabe arkitektoniske løsninger, der imødekommer nutidens og fremtidens behov inden for boligsektoren, udtaler Julie Ankjær, kreativ chef og partner hos Skala Architecture.
Boligkontoret Århus har valgt Skala Architecture som samarbejdspartner på en omfattende 4-årig rammeaftale. Samarbejdet vil omfatte renoveringsprojekter, nybyggeri og udvikling af nye innovative boligkoncepter.
Horsens: De store investeringer
Tegnestuen er begejstret for samarbejdet med Boligkontoret Århus og ser frem til at skabe arkitektoniske løsninger, der forbedrer beboernes livskvalitet og bidrager til en moderne og bæredygtig boligsektor.
- Vi har tidligere haft rammeaftale med Boligkontoret Århus på bygherrerådgivning. På den nye rammeaftale vil vores rådgivning dække arkitekt- og ingeniørarbejde i samarbejde med vores underrådgiver DAI. Vi er meget glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde bygherre under denne nye aftale, fortæller Julie Ankjær.
Boligkontoret Århus er en almen boligorganisation administrerer omkring 5.730 boliger og 133 institutions- og erhvervslejemålsenheder fordelt på 73 afdelinger.
Den estimerede årlige volumen på delaftalen er 10 millioner kr.
Hele 7 delaftaler med DAB
DAB, der er en af de største aktører inden for almene boliger i Danmark, har tildelt Rambøll med Skala Architecture som underrådgiver rammeaftale for hele 7 delaftaler. Rammeaftalerne er fordelt over hele landet. Henning Larsen og Lendager er desuden koblet på teamet på flere af delaftalerne.
Aftalen, der løber over 4 år, åbner op for en langvarig samarbejdsrelation mellem Skala Architecture og DAB, hvor tegnestuen skal være med til at forme fremtidens bæredygtige og moderne almene boliger. Aftalen omfatter både nybyggeri og renovering.
Hos Skala Architecture ser man frem til samarbejdet og til at bidrage med ekspertise og kreativ tilgang til at skabe arkitektoniske løsninger, der både opfylder behovene hos beboerne og bidrager til en bæredygtig udvikling af boligerne.
Træbyggeri
- Vi er glade og stolte over at blive tildelt hele 7 rammeaftaler med DAB. Gennem et samarbejde i både bredden og dybden håber vi at være med til at kultivere en systematiseret praksis, hvori ressourcebevidsthed i opførelse og drift kommer både miljøet og beboerne til gode, udtaler Julie Ankjær.
Også hos Rambøll, der er tildelt samtlige delkontrakter, er der begejstring for aftalen og samarbejderne de kommende år.
- I Rambøll er vi meget glade for denne mulighed for at indgå i et tæt samarbejde med DAB. Vi har et stort ønske om at bringe kvalitet og bæredygtighed ind i almene projekter på et niveau, hvor alle kan være med – herunder også rammebeløbene, siger Mari Brandl, direktør for Renovering & Bygningsfysik i Rambøll.
Rammeaftalerne spænder beløbsmæssigt fra 5-300 millioner kr. i håndværkerudgifter og vedrører såvel nybyggeri og renovering af almene boliger på både Sjælland og Lolland-Falster og i Jylland.