Boligorganisationen Alboa har nu udvalgt det rådgiverteam, som skal gennemføre den omfattende helhedsplansrenovering af den almene boligbebyggelse, Vårkjærparken, i Aarhus.

Arkitektvirksomheden Aart er udpeget som totalrådgiver med Rambøll som underrådgiver. De 2 aktører skal stå i spidsen for helhedsplanen, der nu skal konkretiseres yderligere i tæt samarbejde med Alboa, Aarhus Kommune og ikke mindst beboerbestyrelsen i Vårkjærparken.

I projektet vil man arbejde indgående med bl.a. tryghed, fællesfaciliteter og forbindelser til den omkringliggende by og natur samt en række nye, større boliger med fokus på tilgængelighed, der henvender sig til fx børnefamilier. Renoveringen omfatter derudover renovering af uderum og landskab samt facader, indgangspartier, vinduer og udvalgte tekniske installationer.

Vårkjærparken består af 6 boligblokke med 184 almene lejligheder og er beliggende mellem JyllandsPostens tidligere hovedsæde og Viby Idrætsanlæg i Aarhus. Over de kommende år skal området gennemgå en omfattende renovering både indvendigt og udvendigt. Projektet forventes at beløbe sig til 160 millioner kr.

”Renoveringen er en vigtig del af vores arbejde med at sikre, at vores boligområder er tidssvarende og velfungerende. Vårkjærparken er allerede nu et dejligt sted at bo, og bliver en del af den store udvikling som Viby er i gang med. Vores boligområder skal spille sammen med den omkringliggende by og den udvikling, der kommer der. Vi vil med Vårkjærparken og fremtidige større helhedsplansrenoveringer tænke lidt større og gerne ud over vores egen matrikel for at spille en bystrategisk rolle i den omkringliggende by i samarbejde med andre aktører," siger Peter Hebroe, direktør i Alboa.

Projektet gennemføres som del af en større inddragelsesproces, hvor bl.a. naboer til området og Vårkjærparkens nuværende beboere tages med på råd for at sikre så bred forankring og opbakning til projektet som muligt.

Landsbyggefonden har støttet renoveringen af Vårkjærparken.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne